Naar fromme Ønsker hæve sig i Løn
Til Godheds Gud og hans eenbaarne Søn,
Naar Sukke bæve dybt i Barmens Indre,
Og Hjertets navneløse Længsler tindre,
Da smelter Aanden hen i hellig Bøn.
Naar glad Du sporer evig Viisdoms Gang,
Selv der, hvor Støvets Vej er mørk og trang,
Naar din og dine Brødres Lod herneden
Dig vorder idel Vink om Evigheden:
Da er din rørte Fryd en Takke-Sang.
Naar, forhen sorte, Lokker langsomt falme,
Naar tungt Du stønnerunder Uveirs Qvalme,
Naar Jordens Sorg, nedtyngende dit Bryst,
Afpresser dine Læber Klagens Røst:
Da hæv dit Blik, da syng en Trøste-Psalme!
Naar sødt i Vaar de Blomster tusindviis
Dig qvæge efter lange Vinter-Iis,
Naar al Naturen vidner om sin Skaber,
Og Du i hellig-Følelse Dig taber:
Dit hele Liv da vorde Lov og Priis!
Liebenberg.