Romance
(af et utrykt Skuespil.)
(af et utrykt Skuespil.)
Der leved’ engang en Moe saa huld,
Om hende en Vise jeg qvæder.
Riig var hun paa Guld, og meer end Guld,
Paa Snilde og artige Sæder.
Saa mangen Beiler længselfuld
Frem for den Jomfrue træder.
Den ene han brammer af sin Byrd,
Af Ahner vel sexten han tæller,
Een nævnede man den raske Fyr,
Een stort om sit Heltemod melder.
Men Pral og Vind Herr Iver skyer,
Og lønlig Taarer fælder.
Den Jomfrue hun seer til grønnen Jord,
Og mælder med Rødme paa Kinder:
„Lad Terningen rulle let paa Bord,
„Hvo færreste Øine da vinder,
„Ham lover jeg med sanddrue Ord:
„I mig sin Brud han finder. —”
Nu rulled’ den Terning let paa Bord,
De Beilere ængstlig sig teede.
Blandt alle der blev Forundring stor,
Herr Iver var ikke tilstede.
Den Pebling faaer sin Jomfrues Ord:
„Herr Iver du oplede!” —
„Lad lege med Terning, hvo der vil” —
Saa svarte den Herre tillage —
„Den Jomfrue, der sætter sligt paa Spil,
„Jeg skiøtter kun lidet til Mage.
„Den Terning, ak! som mig faldt til,
„Er evig, evig Klage!” —
Saa hastig den Jomfrue flyver hen,
Af Glæde og Længsel betaget:
„Saa tag da min Haand, du ædle Ven!
„Mit Hierte mig ei har bedraget.” —
Herr Iver nu blev glad igien,
Og aldrig meer han klaged’. —