Hvi plager man mig arme da?
Hvad vil I, rige Frænder?
Hvi fordre I et tvunget Ja,
Som ei mit Hierte kiender?
Er det det Fortrin, Guldet har —
Gid jeg en fattig Pige var!
En Sværm af usle Daarer sig
Omkring mig daglig sanker,
Som kappes at opvarte mig,
Og giette mine Tanker;
Men havde de kun mindste Vid,
De mærked’ deres spildte Flid.
Naar hiin fortæller smukke Ting,
Og mig til Døde kieder,
Og denne, fuld af høie Sving,
Min Skiønheds Roes udbreder,
Flux iler Stellas Hierte hen
Med Tanken til sin elskte Ven.
Sin Ludvig da opleder hun
Paa kiendte Yndlingsstier,
Og øiner ham i tause Lund,
Hvor han paa Stella bier.
Iil, sene Sol, i Havets Arm!
Da flyver jeg til Ludvigs Barm.
Der flaue Daarers Overhæng
Mig ikke længer plager;
Ved Ludvigs Arm, i kiølig Eng
Jeg frit min Aande drager,
Og glemmer gyldne Fangebuur
Ved Elskov, Frihed og Natur.
Som Maanen, naar dens Straaler sig
Paa Ludvigs Kinder male,
Saa er hans Hierte reen for Svig,
Saa vennehuld hans Tale.
Han praler ei med mange Ord,
Men Ømhed i hans Øie boer.
O Moder, fra din Himmel ned
Du til din Datter smile!
Skue hende, fuld af Kierlighed,
I Ludvigs Arme hvile!
Useet af os din glade Aand,
O Moder, signe vore Baand!
Af dig en Lærdom hørte jeg,
Og aldrig jeg den glemmer:
„Vogt dig, at Tant og Glimmer ei
„Dit Valg engang bestemmer!
„Lad ingen Hyklers sledske Røst
„Sig aabne Adgang til dit Bryst!
„Den Beiler, der forguder dig
„Med Kryben og med Smiger,
„O troe mig, han forvandler sig
„Som Mand til vildest Tiger.
„Men ham, du finder Sandheds Ven,
„Giv ham din Haand, dit Hierte hen!“ —
O Held mig, jeg har fundet ham!
Min Ludvigs ædle Hierte
Ei kiender Smiger, Vind og Bram,
Og aldrig Falskhed lærte;
Og, Moder, ved dit Hvilested
Han svoer mig evig Kierlighed.
Nei Frænders Ord, og Daarers Larm
Skal ei mig overtale;
Uvillig lagt i fremmed Arm
Hvad hialp mig gyldne Sale? —
I Ludvigs Hytte vil jeg boe
Hos Frihed, Kierlighed og Roe!
Liebenberg.