Ak, det tyvende Kapitel
hurtig himled, mens af Graven
stod en Pavse som et Genfærd,
klapred træt med Kistelaaget.
Nu et nyt Kapitel danser
blomstersmykket over Grave.
Herrens Ord har skabt en Pavse,
som vi herved registrerer!
Som forvildet stirrer Satan
paa Gud Fader. Og han maaber:
Er her ingen Sjæle Herre,
ingen Sjæle om din Trone?
Søger de nu heller ikke
Himlen — hvor er de da henne?
Mangen Rebus har jeg tydet,
men jeg tyder ikke denne!
Og han slaar sig for sin Pande,
knytter sine brede Hænder,
hugger med det magre Ansigt
ud i Luften som en Rovfugl.
Se, hans hele Legem lyser
af en hed og mystisk Skønhed.
Gud er stor i al sin Ro,
Satan mægtig i sin Uro.
Som i Flammer staar han hyllet!
Ilden bryder fosforblaa
frem af Mundens røde Krater,
næsten udbrændt, skævt og hulet.
De nervøse Luer løber
ad hans Ryg og langs hans Lemmer,
skyder frem som røde Kamme,
bræmmer Skuldrene og Halsen.
Vilde, violette Strømme
siver om hans nøgne Legem,
blusser op i blodrød Brand,
sagnter hen i gylden Okker.
Alle Farver dør og kommer;
Brystets blaa Emailleharnisk
sort forkuller, ulmer atter,
dvæler blødt som Flammefløjl.
Og han ryster sine Lemmer,
Gnister drypper fra hans Fingre,
Funker flyver gennem Rummet
og hans hele Legem knitrer.
Kun et Øjeblik — og Ilden
falmer bort. Og Satan skrider
af det hede Energibad,
mørk og spændstig, kold og nøgtern.
Som en Mand, der kender Fiffet,
smiler han med trætte Øjne.
Og Vorherre smiler ogsaa —
lidt diskret og lidt forlegen!
Satan vender sig mod Herren
og han siger haardt og myndigt:
Denne Sag maa undersøges,
vi har tøvet altfor længe!
Altfor meget staar paa Spil,
Navnet, Æren, Renomméet.
Selv om Helved gaar ad undas,
maa vi kunne redde Himlen!
Hør i dette skæbnesvangre
Øjeblik mit Vidnesbyrd:
Himlen var mig altid kærest,
jeg har higet mod det høje!
Sad jeg i min lave Kælder,
mine Tanker var i Himlen!
Og jeg længtes efter Freden,
der gaar over al Forstand.
Ja, de borgerlige Forhold
og Idyllen om din Trone
sødt bevæget har mit Hjerte
og min Tanke vederkvæget!
Under Salighedens Palme
laa jeg tit i mine Drømme,
mens de hvide Engle dansed
i det fjærne over Enge.
Og jeg smilte som en Martyr
af min Fortids haarde Skæbne.
Og jeg skrev en god Tragedie
om mig selv paa Femfods-Jamber.
Saadan drømte jeg saa ofte!
Skal det hele gaa i Vadsken?
Skal jeg aldrig vinde Palmen
og den store Martyrglorie?
Verdens Herre, Himlens Drot,
lad os sikre os i Tide!
Vi maa drage ned paa Jorden,
søge, hvori Humlen stikker.
Skulde nogen Tredjemand
have vovet og formaaet
at gaa os i Næringen,
skal han ikke dø i Synden!
Alle Sjælene er vore!
Vi kan dele dem som Venner,
men de er vor Næringsvej
— Driften kan vi ikke standse!
Herren løfter træt sit Hoved,
ser paa Satan fuld af Vemod,
og han spørger ganske stille:
Tror du Satan, det kan nytte?
Oldemor med Honningstemme
siger: Jeg vil med paa Jorden,
jeg har Appetit paa Livet
og jeg keder mig i Himlen.
Satan vinker Simon til sig:
Du skal følge os dernede.
— Til et sligt moderne Togt
er en Journalist nødvendig!