Parvis vandrer glade Engle;
de betror sig til hinanden.
Mange ømme Ord de veksler
i et overjordisk Sprog.
Tusind Ord fra Hjertet kommer,
færre kommer fra Forstanden.
De har fedet deres Hjerte,
derfor vandrer de heroppe.
Og de taler ganske sagte,
de er meget velopdragne.
Sommetider staar de stille,
plukker en Viol, der dufter.
Deres Æmner varierer,
Æstetik de dyrker meget.
Og de elsker Vaudevillen,
som vi andre ogsaa elsker.
Helst de taler dog om Blomster.
En der være vil uartig
siger: Fandens Mælkebøtte,
og bli’r rød og ganske skamfuld.
Disse unge, tyste Sjæle
elsker Maaneskin og Tykmælk.
Lammefrikassé med Ærter
spiser de, naar Sulten nager.
Alle ligner de hverandre,
har ovale Ansigtsformer,
røde Kinder, gule Krøller
som Pariserdukkebørn.
Og de morer sig af Hjertet,
ler og spøger uden Ophør;
men i Bunden er de dybe
og alvorlige og fromme.
Simon kører Rullestolen
mellem disse hvide Skarer.
Satans Øjne skinner saligt,
Oldemor har taget Flugten.
Engle samler sig om Satan,
lægger Haanden paa hans Pande,
stryger med de hvide Fingre
i Parykkens lyse Lokker.
Og de synger: Kære Broder
er du ret alvorlig syg?
Har du ondt i Hjertekulen
eller er det Podagra?
Du skal drikke lunkent Afkog
af de vilde Krydderurter.
Eller Skibsøl med lidt Cognac,
for det hjælper — du skal svede!
Satan føler paa sin Tinding,
mærker Hornet under Haaret.
Og han siger: Denne Sygdom
er en god og gammel Skade.
Ak en Dag, I fromme Søstre,
faldt jeg ned fra Himlens Sale,
dumped gennem Verdensrummet,
og jeg stødte mig paa Solen.
Denne Sol — hvor jeg den elsked,
ti den flammed og den lyste!
Denne Sol var mig en Gaade
og jeg vilde løse Gaaden.
Men den brændte mig til Krøbling,
man skal vare sig for Ilden!
Som et Møl jeg fløj i Lyset,
sidder nu i Rullestolen.
Men jeg bærer det med ydmygt
Sind og kristelig Forventning.
Da jeg ikke løste Gaaden,
blev jeg from og er det stadig!
Satan ser, at Simon lytter,
og han vinker træt med Haanden:
— Gaa, min kære Simon Ring,
jeg vil være lidt alene.
Disse Engle interesserer
mig. De lytter jo med Glæde
til en gammel Mands Fortælling
om hans sørgelige Skæbne.
Satan ler med listig Mine,
pludrer løs, mens Engle lytter.
Simon spreder sine Vinger,
flyver som en Stork i Vejret.
Flyver langt og flyver længe,
over Søer, gennem Lunde.
Saadan fløj han tit i Drømme,
da han levede paa Jorden.
Nu er Drømmen bleven Sandhed,
han har tjent sig op til Vinger,
kan den store Flyvekunst,
som han lærte sig i Drømme.
Viljeløs og uden Møje
svæver han paa hvide Vinger.
Denne graa og grimme Ælling
blev en stor og snehvid Svane!
Lykkelig og overmodig
bruser han afsted i Rummet.
Og han møder andre Engle
og han smiler og han nikker.
Der er mange, som kan flyve,
fromme Sjæle lærte Kunsten,
sad som Maddiker paa Jorden
for at blive Sommerfugle.
Simon lumskelig sig gotter:
Han var Menneske paa Jorden,
mellem Djævle var han Djævel
— her en Engel mellem Engle.
Hvis han kaster denne Ham,
staar der straks en anden Simon!
Der er mange skønne Jeg’er
bag den himmelske Forklædning.
Hvad der gemmes dybest inde
har kun liden Interesse.
Simons Væsen er en Spejlen,
som forraader i Reflekser.
Simon er en ren Syntese
af det hele Verdenskaos.
Skønt af lutter Mosaikker
er han dog en sælsom Helhed.
Og hans Sjæls de fine Rødder
sugede af Livets Kilde
netop der, hvor Vandets Sølvstrøm
siver ud i Sump-Moradset.
Nu han flyver gennem Himlen,
og han ser en buttet Engel
komme flagrende i Højden. —
Nej! — Det er jo Raadmand Broberg!
Simon staar paa sine Vinger,
studser, bliver bleg om Næbbet.
Men han samler al sin Frækhed,
og det dirrer i hans Hale.
Med et Vingekast han nærmer
sig den anden. Begge standser.
Simon siger: Raadmand Broberg —
hvor det glæder mig at se dem!
Meget har de dem forandret!
Men jeg kendte dem paa Flugten
og paa Skægget. Deres Astma
minder mig om gamle Dage!
Broberg maaler Simons Vinger:
Er det Simon Ring, jeg skuer?
Det forundrer mig at se dem,
jeg har tænkt dem velforvaret.
Simon ler med kaade Øjne:
Er jeg ikke velforvaret?
Jeg er glad for mine Vinger,
dem jeg ærlig har fortjent.
Raadmand Broberg, Raadmand Broberg!
De har levet som en Helgen,
jeg har levet som en Hedning,
og nu mødes vi i Himlen.
De har angret deres Synder,
jeg har aldrig angret mine!
De har faaet Englevinger,
selv jeg flyver som en Hejre.
Jeg har elsket deres Kone,
som de ikke kunde elske!
De kan knæle for Guds Trone,
har jeg Lyst, jeg gør det samme.
Jeg har elsket deres Datter,
som de ikke maatte elske!
Nu vi lytter til de rene
Engles Sang og Hosianna.
Redaktør i Helved var jeg,
hvad de aldrig kunde blive!
De har arvet Himmerige,
er jeg gaaet glip af noget?
Raadmand Broberg, Raadmand Broberg,
fælles Minder vækker Andagt. —
Lad os da samdrægtig takke
Skæbnen, som har ført os sammen!