Hun var en Mumie. Og han en Slave.
Han havde aabnet hendes Grav — han fandt
et Skæbneansigt mellem Klippegrave,
dér laa hun i et honninggult Gevandt.
Saa stærk var Formens Skønhed, at den bandt
for evigt ham til Jordens skumle Have,
han glemte Livets, Døgnets dumme Tant
for Dødens Ro, og han blev Dødens Slave.
Hun laa forstenet i sin dybe Ro.
Tretusend Aar forsent blev hun en Kvinde
den Dag han bøjed Knæ: min Herskerinde!
Forsent! Forsent! Og dog en Lykkens Gave!
Naar Slaven føler, at han er en Slave,
en mægtig Lidenskab forener to.