Paa
Paa
en Venindes Navnedag,
med en hvid Rose.
med en hvid Rose.
Hvad kan det unge Hierte binde?
hvad hæfter først den muntre Aand?
For Haabet fødes, Taarer rinde,
erkiender Sielen intet Baand!
Slyng Lænker, smeddet af Demanter
og Perler, om den Skiønnes Hals,
og leed, trods Onklers Raad og Tanter
den glade Pige i en Vals.
Hvad nytter det? med roeligt Øie
med munter Fryd din Iid hun seer;
kan slige Baand et Hierte bøie;
saa flye, og bøi det aldrig meer!
Nu vel! saa slyng en Rosenkiæde,
stærkt flettet, tit i Løndom kyst
med bange Haab, med Elskovs Glæde
behændig om det unge Bryst.
Og læg i Stilhed smaae Kierminder
til Mærker i den Psalmebog,
hvori hun end med Andagt finder
det sande Kierlighedens Sprog. —
Forgiæves! Rosenkiæden falmer;
og Hiertet frit, som forhen er
og roelig, som paa Fredens Palmer,
hun paa de tørre Mærker seer. —
Hvad kan det unge Hierte binde?
hvad hæfter først den muntre Aand?
For Haabet fødes, Taarer rinde
erkiender Sielen intet Baand.
Men da — naar Lundens Melodier
først vække Længsler i vort Bryst,
naar skiøndt den hele Aften tier,
der høres dog en lønlig Røst
som vel har ikke Ord, men Toner,
som fattes ei, men føles dog,
og fører eet i alle Zoner
forstaaet, uforstaaeligt Sprog!
da er en visnet Rosenkiæde,
langt stærkere end Demantbaand,
og Tankens Dands i Blik, som græde,
en farlig Vals for Pigens Aand!
til Poesie de smaae Kierminder
da bliver i vor Psalmebog;
paa deres tørre Blade finder
hun da et mere siælsfuldt Sprog!
da er det rørte Hiertes Stræben
sødt røbet ved et Aandedrag,
et Blik af Ild, et Smiil paa Læben,
eet Haandtryk — et elektrisk Slag.
Da bliver mild uskyldig Glæde,
og fire sammenbundne Straae,
et Rosenblad, alt, til en Kiæde
om Hiertet, som kan ei forgaae!
Men naar et Hierte alt er bundet
i Lænker, som det trylles i,
det ogsaa har hver Mening fundet
i Blomsternes Philosophie —
og Kummers Graad og Kyssets Sødme
Alt staaer i deres Abecee!
et Vink til Dands i Rosens Rødme
et Raad derfra paa Liliens Snee!
Som Elskov har, har Venskab sine,
kun meer beskeden, fordringsfrie
de tale, om ei sødt som hiine,
dog ved en fælleds Sympathie.
Og naar en Ven, beskeden søger
med stille Hu og skiønsom Aand,
om i dens tusind Blomsterbøger
der findes ogsaa vel et Baand,
en simpel Blomst, som veed at finde
med stille Meening, taus Behag,
den unge smilende Veninde
hvis Navnedag det er i Dag?
Som tør med taus Betydning sige
hvad Ord ei saa udtrykke kan
som desuagtet gierne han,
dog sagde denne gode Pige?
O vil ei af den hele Flok,
Uskyldighedens simple Smykke
og Billedet paa huuslig Lykke —
den hvide Rose — sige nok!
L. Kruse.