Christiane Koren (1764–1815)

Tier Klager! standser Taare!

Selv Foragt ei meer kan saare

Den, du smiler til, o Død!

Moderlige Jord, forbarme

Du dig ømt, og skiænk mig arme

Fristed i dit hulde Skiød.

Rosenbusk! Farvel! min Glæde

Var i Lye af Dig at græde,

Mine Taare vanded’ Dig.

Stakkels Due, i min Hytte

Blier du maaskee Høgens Bytte,

Som Du frelstes fra ved mig.

Rose, mig din Vellugt lønned’!

Due, du min Ømhed skiønned,

Ak! hos begge fandt jeg Trøst,

Og af Alt I ene bliver

Det, hvorfra mit Hierte river

Bange, blødende, sig løst.

Dig tilgives det, Selinde!

At du var dets Morderinde;

At du Haan for Ømhed gav.

Dræb dit Nag i Letsinds Dandse,

Flæt Dig nye Seierskrandse

Af Cypressen paa min Grav.