Danmark! dejligst Vang og Vænge,
Luft med Bølgen blaa,
Hvor de vakre, voxne Drenge
Kan i Leding gaae,
Alt mod Tyske, Slaver, Vender,
Hvor dem Gud og Kongen sender; —
Een Ting mangler ved den Have: —
Leddet er aflave.
Ved Guds naadig’ Forsyn hegnes
Dog det meste Land;
Og hvad under Danmark regnes
Nyder Værn af Vand.
Ingen Nabo skal iblinde
Gaae mod Danmark og dog vinde; —
Blev kun Leddet hængt tilrette,
Skulde vel det tætte!
Mejlfarsund os Fyn beskytter
Samt den høje Klint; —
Ind til Gjedsør ingen Rytter
Ride skal for svindt; —
Guldborgsund for Laaland varer; —
Sjælland Øresund forsvarer; —
Hvert Land har sit eget Lukke, —
Jylland kun maa sukke.
Holster, Vagrer, Lyneborger,
Som en giftig Flod,
Volde Jyden mange Sorger,
Øde meget Blod; —
Men hvo hæmmer slig Uvane? —
Skam det er at lade rane,
Medens Piil vi har og Bue,
Saa vort Lands Formue! —
Saadan talte Dronning Tyre,
Ret kaldt Dannebod: —
„I, som staae for Danmarks Styre,
Fatter frejdigt Mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
Saa vi ej os lade pukke
Af hver fremmed Løbeskytte,
Der faaer Lyst til Bytte.
Fra Moradset vest ved Strande,
Øst til Sliensund,
Vil en Vold vi vel bemande,
Sikker allenstund.
Om Forlov skal Hvermand bede,
Hvis han agter ind at træde;
Nødig skal han atter fare
Hjem med stjaalne Vare!“
Tyres Ord i Hvermands Øre
Faldt som Dug paa Straa; —
Konning Harald fik dem høre,
Lod et Bud udgaae:
„Hvo sig for en Dansk vil kjende
Og ej nævnes Danmarks Fjende,
Møde hist med Vogn og Heste,
Volden at befæste!“
Men fra Danmarks østre Side
Kom den Skaaning rap;
Her vil Sjællandsfaren slide
Gjerne med omkap; —
Fynbo, Laaliken og Jyden,
— Han sad næst og værst ved Gryden, —
Iled’ glad det Værk at fremme;
Ingen lod sig glemme.
Dannebod sig trøstig glædde,
Der hun Skaren saae:
„Ja forsand, det tør jeg vædde,
Nu skal Værket gaae!
Jyder! henter Ost og Kage,
Mens de Andre Muldet age!
Hvis den Gjerning kun maa vare,
Skal I siden spare!“
Skaaningen tog til at grave,
Frem til Hollingsted, og lave
Volden høj og brat.
Fem Gang sex Fod var den lavest,
Sex Gang aatte Fod som ravest,
Fem Gang aatte sommelunde,
Alt som gaae det kunde.
Sjællandsfar og Fynbo Resten
Gjorde færdig snart;
Jyden disked’ op for Gjæsten,
Intet blev der spart.
Een Port paa hver hundred’ Favne
Rejste de, — lod Taarn ej savne; —
Naar som Fjenden der tog Stade,
Kom han slemt for Skade.
At dissnarer færdes kunde
Værket med Behør,
Dronning Tyre lod fra Grunde
Rejse, — hvor man kjør
Gjennem Volden, — sig en Bure,
Paa det Værk at have Kure; —
Bedst sig Alting dog vil føje
Under eget Øje.
Efter Ønske voxte Volden,
Dannevirke kaldt,
Som har mangen Tørning holden,
Før den slet forfaldt.
„Leddet, sagde Dronning Tyre,
Har vi hængt; — Gud Vangen hyre!
At den ingen Fremmed bryder
Eller Hofbud byder!“
Dannemark vi nu kan ligne
Ved en frugtbar Vang,
Hegnet trindtomkring; — Gud signe
Den i Nød og Trang!
Gid som Korn opvoxe Knægte,
Der kan frisk mod Fjenden fægte,
Og om Dannebod end tale,
Naar hun er i Dvale!