Der laa en Krydder paa Bagerens Bakke,
pludselig gav den sig til at snakke.
Stille og bramfrit og uden Patos,
Tankerne mindede lidt om Platos:
»Mon den, der nyder en Krydder til Te,
har loddet Dybden af Krydderens Ve?
Kender han Længslen, en Krydder kan rumme
bag den haarde Skal i den bløde Krumme?
Se, det der røver os al vor Ro
er, at vi var én, førend vi blev to.
I Ovnens Ur-Ild var vi én Bolle,
men vi blev skilt, førend vi blev kolde.
Nu længes den runde imod den flade
og omvendt. — Derfor er vi aldrig glade.
Og kommer end Over og Under sammen,
det volder dem grumme liden Gammen.
Ti ak! de rette Over og Under
bli’r aldrig solgt til de samme Kunder.
Det er en Skæbne, der efter det ydre
— i hvert Fald — er noget specielt for Kryddre«.
— Her Krydderen tav af Frygt for at kede.
Forstaaelse fandt den kun hos en Hvede.