Farum(1842.)(Sat i Musik af Komponisten til: „Danmark, dejligst Vangog Vænge“, Auditør Poul Rasmussen i Farum.)Her i Farums skovomkranste Eden, ved den stille Sø,vil jeg sætte mig paa Blomsterbredden ved en Stak af Hø,og af Hyld en Hyrdefløjte skjære med idyllisk Klang;Skov og Sø og Himlens Pragt skal være Noder til min Sang.Snart som Bien hænger sig mit Øje ved hver Blomst og Straa,snart det taber sig i Himlens høje, grænseløse Blaa,snart i Vesten drømmende det hviler paa den gyldne Sky,snart fra Søens Bred det vinget iler til den stille By.Hisset smiler den som Barnet rolig i sin Moders Skjød;bagved Præstens fredelige Bolig knejser Kirken rød.sagte hviskende ved Havemuren Hængeasken staar;over Dødens Senge har Naturen bredt sin Blomstervaar.Rundt om Søens klare Spejl sig slynger Bøgeskovens Krans;Bølge sagtelig mod Bølge gynger i Najadedans;som en lysegrøn Smaragd indfattet i det sølvblaa Vand,hæver Øen sig med Ellekrattet om sin Blomsterrand.Fuld af Sorg og Uro tumler Verden sig der udenom:Ingen Lyd af Vrimlens travle Færden naa’r dens Helligdom;fredelig sin Røst Bogfinken hæver i dens Hybenhæk.— Til den fjerne Fursø Øjet svæver over Fiskebæk.Bag ved Søen i romantisk Vildhed knejser Bøg og Gran;dér i Skovens tempeldybe Stilhed bor den gamle Pan.Mellem Brombærkrat og vilde Ranker tyst han grubler dér;milde Vindpust fra de stejle Banker Syrinx’ Toner bær’.Over Kæmpegraven Freden throner med sin Axekrans,medens Farums Kirkeklokke toner sødt i Aftnens Glans.Ingen blodig Norne længer vejer Liv og Dødens Gru;dér, hvor Sværdet hvined, Leen mejer Engens Kløver nu.O, hvi kan jeg ej som Fuglen bygge, fri for smaalig Tvang,her i disse stille Skoves Skygge med min glade Sang!Skjønne Farum! fra din Blomstervrimmel kalder Staden mig.— Naar jeg drømmer mig en jordisk Himmel, skal den ligne Dig!