Niels Ebbesens Mindestøtte
(1838.)
(1838.)
„En Bautasten paa gammel ærlig Vis
vil Danmarks Folk for sin Befrier rejse,
for Ridder Ebbesen af Nørreris;
paa Randers Torv skal Ærestøtten knejse;
dér skal i Seklers Storme stolt den staa,
paa Heltedaaden pegende tilbage,
og Slægterne, som komme og som gaa,
skal føle Hjerterne til Storværk slaa
for gamle Danmark under Trængslers Dage.“
Saa hæved nylig sig en liflig Røst
i Larmen af de travle Arbejdsbier.
Den klang saa fædrelandsk med Liv og Lyst,
som Tonen i de gamle Melodier;
som Hedelærkens Foraarssang den lød,
og herlig hæved sig i Manges Minde
den Tid, da Atterdagens Sol frembrød,
og Ebbesen dens Morgen farved rød
med Blod af Danmarks frygtelige Fjende.
Men nu er atter Alt saa dødt og tyst,
om Mindestenen høres knap en Stemme;
og denne Taushed har en Uglerøst,
som Livet af det bedste Haab kan skræmme.
Sé, derfor lyder højt mit Harpeslag,
som mig mit Fædrelands Natur det lærte
i Lærkens Pintsesang, i Stormens Brag;
kjækt vil jeg tale, Ebbesen, din Sag
med Toner, hented’ dybt i Danmarks Hjerte!
Hvi er det da saa tyst? Fordi — o Skræk!
fordi vort undertrykte Lands Befrier
som Morder plettet er — med holstensk Blæk;
sé derfor Danmarks Folk forsigtigt tier!
Vi kunde lettelig fornærme én
af hine Pennehelte, som os love
i Gottorp at oprejse Gert en Sten;
slig Strid os kunde vorde let til Mén!
Og derfor lade vi nu Sagen sove.
O nej, mit elskte Fædreland, saa dybt
jeg kan ej tro, Du er i Afmagt sunken!
Du, som med Daad har Verdens Studsen kjøbt,
er Du en Olding nu saa svag og lunken?
Er slukt dit Ørneblik, er koldt det Blod,
som blussed stolt, ved Danmarks Navn, i Kinden?
Er Egen marvløs, trøsket i sin Rod?
Saa lad os jævne ud, o Danebod,
den Vold, som stærk Du taarned imod Fjenden!
Ja, hørte Du, hvis trætte Helteben
fem Sekler har paa Ærens Laurbær sovet,
til Dværgekvækket mod din Mindesten,
Du vilde ryste paa dit ædle Hoved
og sukke højt, ej for dit Navns Forlis,
men over Folket, som Du Frihed kjøbte,
da Du dets Bøddel slog paa Riddervis,
det Folk, som gjennem Sekler sang din Pris
og nys med skjændigt Mordernavn Dig døbte!
Dog nej, det ligner ej, Du Danske, Dig!
Det er kun fremmed Klint, som skjuler Hveden,
en fremmed Faarekyllings hæse Skrig,
som røver Fædrelandet Moderglæden.
Du vil ej glemme Broderheltens Løn,
og lade fejgt Dig skræmme ham at hædre
med Mindets Krans, som blomstrer evig grøn.
Du er dog ej en saa vanslægtet Søn
af Moderen til hine stolte Fædre.
Ham kan Du takke for, at Dansk er til,
at Du et Fædreland ældgammelt ejer,
at med sit Frelsenskors i Kampens Ild
det himmelfaldne Danebrog end vajer.
Ja, ham, hvis Kæmpesværd Tyrannen slog,
ham kan Du takke trindt i Mark og Skove,
at end Du trylles af dit Fædresprog
i Skjaldesang, i Tale og i Bog,
og at Du bygger under danske Love!
Naar Hedens Lyng i Blomster atter staar,
da er det nu femhundred Somre siden,
at Danmark saae det store Jubelaar,
da Folket vaktes efter Jammertiden;
o, lad Niels Ebbesen da rejse sig
ved Kunstens Tryllestav igjen af Graven!
En Ærestøtte bliver det for Dig;
men lytter Du til hint udanske Skrig,
da over Dig Du fejgt vil bryde Staven!