Til Nic. Fred. Sev. Grundtvig
(Afsunget ved Slutningen af hans historiske Forelæsninger
(Afsunget ved Slutningen af hans historiske Forelæsninger
paa Borch’s Kollegium den 26de November 1838.)
paa Borch’s Kollegium den 26de November 1838.)
Kæmpeaand af Kraftens Alder,
djærve Søn af Nord!
som med graanet Isse kalder
højt med Flammeord
frem til Kamp hver nordisk Broder
for den gamle Heltemoder —
— hør i Fimbulnatten svare
Dig en Ynglingskare:
lukt med Bølgen blaa,
skal vi elske tro, saalænge
Hjerterne kan slaa!
Tro som vore djærve Fædre,
og i Krig og Fred det hædre!
Sé: ved Fortids store Minder
gløde vore Kinder!
Her blandt Nordens stolte Have,
her er godt at bo;
gyldne Ax paa Kæmpegrave
til vor Føde gro;
vi er af den gamle Stamme,
højt kan vore Hjerter flamme.
End har Troskab, Mod og Nemme
her i Danmark hjemme!
Som en Kæmpe mellem Dværge
stred Du Gud i Vold;
Sandhed var dit gode Værge,
Barnets Tro dit Skjold!
Fast Du stod mod Løgnens Vælde,
fast som Nordens gamle Fjelde;
sang som Regnar mellem Krybet,
midt i Ormedybet!
Ja, i mange tunge Dage
har Du ærligt stridt,
miskjendt, uden Klynk og Klage,
til dit Haar blev hvidt.
Held Dig! Sejer har Du vunden —
snart er Døgnets Nat forsvunden,
snart skal Aandens Sol fra Norden
lyse over Jorden!
Klart Du tyded for os Unge
Sagas Runestav;
Stormen lærte Dig at sjunge
og det store Hav;
snart din Sang til Brage-Harpen
vældig tordnede som Sarpen;
snart os trylled dine Psalmer
under Edens Palmer!
Slaa endnu din Harpe længe,
Sanger djærv og graa!
Men saalænge Danmarks Vænge
ejer Piger smaa,
ejer Mænd, som Dansk kan sjunge,
skal af Gamle, skal af Unge
fro din Kæmpevise høres,
og hvert Hjerte røres!