Hvor spinkel og spæd
og hvor skælvende fin,
hvor næsten ufatteligt,
at Du er min.
At eje Din Ynde
fra Isse til Hæl —
een syngende Jubel
er Legem og Sjæl.
Mit Liv, Du kan slutte
for mig, naar Du vil,
Din dybeste Fryd
har beredt mig dertil —
Hvad var det om Kloderne
styrted og faldt,
jeg ejed Dig ganske,
jeg ejede alt.
De evige Timer,
Du giver Dig hen —
jeg synes, jeg giver
slet intet igen;
jeg svimler af Jubel,
af Lykke og Lyst —
Dit Ansigt — Din Skulder —
Din Arm — og Dit Bryst —
Men stundom jeg føler
en Angst i min Fryd,
den skærer sig ind
i mit Bryst som et Spyd:
Du er altfor spinkel,
for spæd og for fin —
jeg synes, jeg skænder Dig,
naar Du er min.
Min Elskov er mig
en formastelig Daad —
jeg synes, Din Lykke
er dugget af Graad,
jeg kysser Dig bønligt
fra Isse til Hæl
og kalder paa Øjnenes
segnende Sjæl.
Da sniger sig endnu
en Angst mod min Fryd
og skærer sig ind
i mit Bryst som et Spyd:
Du er saa ufattelig
skælvende fin,
men mon Du er min,
er Du min, er Du min — —
Din Sjæl kan jeg eje
som kongeligt frit,
Dit Legeme, Barn,
er det Dit, er det mit —
Mit Liv, Du kan slutte
for mig, naar Du vil —
Din dybeste Vé
har beredt mig dertil.