Engang var hele Livet
for mig et Eventyr:
det sælsomme, der kommer
og glider bort — og flyr —
Jeg ejed aldrig Lykken,
men den var altid nær.
Den virkelige Verden
blev underfuld og sær.
At elske var at længes,
mit Liv var: at forgaa —
aa smertelige Sødme:
at tænke og forstaa.
Da hvisked Eventyret:
Nu vil jeg hos Dig bo,
hvis Du faar glemt at haabe,
hvis Du faar lært at tro.
Min hemmeligste Sødme
Du endnu ikke ved,
den gemte jeg engang
i den dybe Kærlighed.
— — —
Hvem er Du, lille Pige,
hvem kalder jeg min Ven,
og giver, hvad hun aldrig
kan give mig igen.
Mit Hjerte, ak mit Hjerte,
jeg aldrig mere faar,
hvis hun, jeg ikke kender,
for altid fra mig gaar.
Thi Elskov er kun Duften
af Lykkens Eventyr,
der fylder os og brister
og glider bort — og flyr —
Men Kærlighedens Lykke
vil aldrig hos os bo,
saa længe vi maa haabe
og ikke trygt kan tro.