Vi skiltes, da en Vogn med hastig Blinken
brød Mørket i den natlige Allé —
fra Vognen hilste hun med varsom Vinken,
som maatte ingen hendes Hilsen se.
Hvor var dog alt hos hende tyst og dæmpet,
som hæmmed noget dér, hvor Sjælen bor,
som havde Trangen dybt i hende kæmpet,
før den fandt Vej til hendes Blik og Ord.
Nu var hun borte — og jeg var alene,
min Sjæl var yndig tryg og tyst og stum —
de sorte Træer strakte deres Grene
i tavs Tilbeden mod det dybe Rum.
Jeg havde ofte vandret disse Steder,
beruset af den dybe Midnatsstund,
men naar jeg vejed alle Livets Glæder,
var Smilet blevet fattigt om min Mund.
Min Lykke var min Frihed og min Længsel —
af langvejs Søgen var mit Hjerte træt;
og begge var mig tit et fagert Fængsel,
hvor Glæden smiled modløs og forgrædt.
Nu fyldtes jeg af Fred, fordi jeg vidste,
jeg havde været Evigheden nær,
og skulde jeg engang min Lykke miste,
var denne Nat dog hele Livet værd.