Jeg syntes, det var saa mild en Dom
over hele mit Liv, at Grete kom.
Jeg var saa bange, jeg var saa glad,
thi Lykken og jeg skulde følges ad.
Det evigt skønne, der var mig hændt,
det kunde dog ej være mig bekendt.
Jeg gik saa stille, jeg blev saa tyst,
mens Mørket veg, og mit Sind blev lyst.
Jeg var saa bange, jeg var saa nær
en Lykke, jeg vidste, jeg ikke var værd.
Det maatte være for frækt et Mod
at tro, at jeg ringe var nu saa god.
Jeg syntes, Lykken var i min Aand
en kostelig Skat i en uren Haand.