Og alt det Smaa,
jeg aldrig agted paa,
da jeg var ene i min Tankes Verden,
det kom til mig
saa yndefuldt med Dig —
saa tryg en Hvile i en rastløs Færden,
Hvad „man“ har sagt,
hvad en Avis har bragt,
alt fik jeg Lyst og Stunder til at vide.
Jeg aned bag
den ringe Dagligdag
en Lykke, naar blot Du var ved min Side,
Jeg mindes blot,
hvor inderligt og godt,
naar Du mig faamælt Dagens Ting fortalte.
Du kom som Ven
saa trøstigt til mig hen —
og altid Dine Ord paa Hjertet kaldte.
Din Sjæl var fin —
men mon den helt var min —
Ak, alt, hvad der var dens, var godt at eje;
og min var træt
og modløs og forgrædt
af fredløs Søgen ad de øde Veje.
Og sad vi to
ved Vejens gamle Kro,
hvor følte vi os lykkeligt alene,
mens Dagen led
og Lyset skred og skred
langs Mur og Tag op gennem Lindens Grene!