Jeg vented hende længe før jeg skulde,
hvor Gaden ud til Landevejen naar —
jeg følte ikke Blæst og Vinterkulde,
var blot beklemt som En paa atten Aar.
Og skønt der var endnu en Stund tilbage,
til jeg paa Uret kunde se min Dom,
jeg tænkte angstfuld paa de øde Dage,
der vilde komme, hvis hun ikke kom.
Den tunge Skæbne, som jeg vilde friste —
jeg tog mig sammen, kaldte mig en Nar:
her gaar Du og er bange for at miste
en uvis Lykke, som Du ikke har.
Da stod hun pludselig tæt ved min Side,
forborgent smilende, dog kækt og frit —
et Nu jeg tænkte skinsygt: jeg gad vide,
om ikke hun har mødt en anden tit.
Men da jeg holdt den lille Haand i mine,
jeg følte stillet helt min Sjæls Behov,
forsvunden var al Hjertets Angst og Pine,
og dybt forløst jeg sukked: „Gudskelov!"
Da skifted hendes Smil; hun strakte mod mig
sit Haandled, og mit Blik paa Uret faldt:
da vidste jeg, lidt flov, at hun forstod mig,
at jeg med eet Ord havde røbet alt.
For der var endnu længe til den Time,
vi havde aftalt til at mødes her.
Langs Bakken lyste Solnedgangens Strime,
og vi gik ud mod Dagens sidste Skær.
Hun gik og smiled sikker og usaarlig —
saa vendte hun sig helt imod mig om
og sagde, mens hun blev med eet alvorlig;
„Hvor var jeg bange, at De ikke kom!"