Nu bider de Vinde med Vinterens Brod
og Haverne tyndes om Huse —
og Husene stænger med Dør og med Skod,
for Efteraarsstormene suse.
Nu føles det ensomt at vandre forbi,
hvor Lys siver ud gennem Rude,
nu færdes kun Vinden ad Vej og ad Sti —
nu føler man sig stænget ude.
Men den, der har valgt sig den Vandrendes Lod,
ham stiger en Sødme i Sinde:
kom Kulde og Storme — I har ingen Brod,
jeg frygter jo kun: stænget inde!
Jeg søgte og søgte med Længsel i Aand,
jeg søgte af hele mit Hjerte —
nu vejer jeg det, som jeg vandt, i min Haand,
og vejer imod det min Smerte.
Jeg søgte en Blomst, der har duftet for mig
i Barndommens Lund under Løvet,
men Mængden, der jager ad Sommerens Vej
har dækket dens Duft under Støvet.
Man rakte mig Roser i festlig Buket,
der lyste af Gartnerens Snille,
men slet ingen kendte den lønlige Plet,
der fostred den Blomst, som jeg vilde.
Og mindes jeg En, som jeg trode engang,
og iled med Længsel imøde,
da trøster mig Vinden, som suser sin Sang
saa evigt og dybt for de Døde.
Men sænker sig Natten om Hus og om Gaard,
og alting i Mulmet sig fjerner,
er Vejen, som Vej var i tusinde Aar
i Skæret af slørede Stjerner,
Og glider saa Maanen fra Skyerne frem,
den gamle og trofaste Lygte,
der lyste for mange, der ikke fandt hjem,
og fler, der ej fandt, hvad de søgte,
da stiger en Lykke i mig, hvor jeg gaar:
lad visne hver Efteraarshave —
den dufter dog evigt i Sjælen, den Vaar,
som én Gang var Gudernes Gave.
Men synes jeg, alting forlod mig,
da stiger i Afmagtens Stund
Dit yndige Ansigt imod mig
af Mørket fra Afgrundens Bund.
En ængstelig Fryd i Dit Øje,
et vaklende Smil om Din Mund —
Du er som et Bud fra det Høje
til mig i den farlige Stund.
Jeg ved det, jeg ved, hvad Du vil mig,
Du er som en Bøn og et Bud;
det er, som Du hviskede til mig:
svigt ikke, vær stærk og hold ud —
Du er som en sitrende Stjerne,
der lyser for det, jeg har kær —
Du lever saa langt i det Fjerne
og er mig dog hjælpende nær.
Du er der, naar Mørket er lukket,
Du er der, ihvad der er hændt,
Du er der, selvom Du er slukket,
ja, selvom Du aldrig var tændt.
For Du er det Skønne og Gode —
og selvom Du ikke er til,
Du blev, da jeg inderlig trode,
Du er, naar jeg inderlig vil.