Vor sidste Styrke bød fortvivlet Trods
den Tvivl og Angst, der altid martred os.
Du saa mig lide og Du led derved,
kun sjældent fandt vi hos hinanden Fred.
Med mine Kærtegn trygled jeg Dig glad,
som for at hindre, at vi skiltes ad —
hvad før var skønt, var stundom næsten stygt,
fordi vort Liv var dybt og haabløst sygt.
Du smiled aldrig mer, jeg saa, Du led,
men fordred dog en Dag brutalt Besked;
jeg vidste, jeg Din sidste Glæde brød,
jeg vidste: fra idag er Lykken død.
Du sad saa dødsens-stille, hvid og stum
og klapped mig, der slog Dig, haard og grum.
Jeg syntes, at jeg maatte blive gal,
jeg som en Fattigs sidste Glæde stjal.