Deroppe vaagner Rosa
ved Liremandens Spil
og lytter som i Drømme
og uden Tanke til —
Det er en gammel Vise,
for Sangen fra igaar
faar mangen Lirekasse
først om ti-femten Aar.
I Sjælens Mørke aabner
sig Glemslens Dør paa Klem,
og gamle Minder sniger
sig ubemærket frem —
først rører de ved Hjertet
som Kærtegn, blidt og tyst,
saa naar de frem i Dagen,
hvor der er tanke-lyst.
Ak, disse gamle Minder,
som helt til Hjerte gaar,
velsigner, skønt de rører
ved aldrig lægte Saar;
for det gør syg i Sinde
at føle og forstaa:
det Rene og det Gode
er svært at tænke paa.
Og Sorg og Glæde strider
i Rosas trætte Sind;
en langsom Taare glider
ned over hendes Kind —
Hvad hjælper det at græde,
det som skal ske, det sker,
og den, der gik til Grunde,
var ikke født til mer —
Saa staar hun op og tager
sin nye Kjole paa
— det hjælper tit en Smule,
naar Tankerne er graa —
hun klæder sig med Omhu
og sætter smukt sit Haar
og pudser sine Negle
og spejler sig — og gaar.