For mange Mænd var Rosa
den yndigste de saa,
og tunge Hverdagssjæle
fik lidt at tænke paa.
Saadan for Fabrikanten
der atter sidder her,
fordi han længes efter
at være Rosa nær.
Besynderligt — men fra han
gik ud ad hendes Dør,
han løftes af en Glæde,
han ikke kendte før —
Men hun, der vented hjemme,
hvor blev hun grov og graa,
hvor haard blev hendes Stemme
og hendes Tanker smaa —
Og hun var dog en Dame
af højst agtværdig Stand,
hvis Fader var en fornem
og anset Embedsmand.
Saa hun var helt uskyldig
og kysk naturligvis —
mens Rosa var en Pige,
der gav sig selv til Pris —
Og han, der aldrig tænkte
paa saadan dumme Ting,
han gaar i disse Tanker
tilbage og omkring —:
hans unge Hustrus Rødme,
naar visse Mænd hun ser —
og den forborgne Sødme
i Blikket, naar hun ler —
Nu mindes han de mange,
hun én Gang havde kendt,
og troet sig med nogle
forlovet, saa omtrent —
og at hun stundom siden
paa ubetænksom Vis
har røbet praktisk Viden
om Skik i Paradis.
Det er som Grunden skrider,
hvorpaa hans Hus er bygt,
det er som noget glider,
der før var fast og trygt —
Ak, hvad han maatte miste,
ifald han fik Besked
og blot det halve vidste
af det, han ikke véd —
Men disse Tanker rører
bestandig ved hans Fred,
imens til Gengæld Rosa
blir skønnere derved,
saa midt i Dagens Uro
han tænker som en Trøst
paa hendes dybe Øjne
og milde, mørke Røst.
Og paa den Nat, han hende
mod Morgengry forlod —
han havde aldrig følt sig
saa lykkelig og god —
han standsede, hvor Solen
sin gyldne Dæmring spandt
og talte for sig selv, mens
han denne Sætning fandt:
Rosa er sød — ikkesandt —