Længe nok har vi været om at komme,
Skjønt os et Ekstratog førte her til By’n.
Nu vil vi glad
Synge jer et Kvad,
Svinge jer i Rytmernes brogede Rad.
Allemand har vi tavse Vidner været
Til Eders Kjærligheds første Morgengry,
Set er hvert Smil,
Stævnemødets Il,
Kjærlighedsdrømmenes vidunderlige Reel.
Derfor vi nu en Hilsen vil jer bringe,
For at I kan se, at vi ikke har jer glemt,
I og vi har Il;
Skynd dig, Kirsten Pil!
Stille, nu begynd.....
Nu Skoven er øde
Og fløjet hver Fugl,
Smaakilderne døde,
Og Blomster i Skjul.
Sig Dagslyset dølger
Ved Taagernes Barm,
Kun Sneblomster bølger
Om Vinterens Karm.
Men Kjærlighedsguden
Tog Somren ej med,
Han banker paa Ruden
Og vinker: afsted.
Til Pile ej trænger
Han mer denne Gang,
Et Posthorn der hænger
Hvor Koggeret hang.
Ret snart vil han føre
Det op for sin Mund,
Og da maa I køre
Den selvsamme Stund.
Gid heldigt I køre,
Hvorhen I saa kør’.
Thi vidt kan jer føre
Slig Kusk-Amatør.
Og naar I er landet
Her atter, saa husk:
Ej Hymen er andet
End Amor som Kusk.
Januar 1873.