Borte i det hvide, skærende Lys over Søen kom der en Baad: en lille, sort Planke, et graat Sejl vugget og kastet, svindende dykket, kommende løftet, blinket bort, blinket frem af den blændende Glans.
Saa blev den skjult af Næsset.
Der var ikke et Sejl at se nu derude, end ikke en hvidbrystet Fugl brød Søens vide Flade, og bred og blaa, som aldrig Himlen er blaa, straalede Vandet under Dagens fulde, mægtige Lysfald; hvidt og lillatonet i det disede Fjærne, sølvstribet kornblaat op under Bjærgskyggen, guldkornet glitrende, guldkornet myldrende udover Dybet og paa det brede, vide Nære i rig og farvemættet Azurblaanen, vugget i runde kamløse Bølger, glatte som glidende Glas, som Krystal, der svulmer i monløs Klarhed, lysnet af isblankt Lys, skygget af søgrønt Skær — saadan saas Gardasøens Vande.
Og Baaden saa igjen derud for Næsset, støt og ufortrødent skydende frem i den døende Vind, nærmere og nærmere, forbi de lave graa Olivenfelter, ind under Monte Baldos lerbrune Højder og nærmere endnu, hvor den græsbundne Sandodde strækker sig frem, saa ganske nær med slappe Sejl og næsten ingen Fart, langsomt glidende ind til Hotellets Fjælebro.
Der var kun to i Baaden, en rødhuet Fisker og en lyshaaret Fremmed, der straks steg iland, og dovent eller drømmende gik ind i Haven. — — —
Sommeren 1877.