Det bødes der for i lange Aar,
Som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem i en flygtig Stund,
Man bort kan i Aar ej græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Der ages paa Lykkens gyldne Hjul
Saa fast, at én intet sanser;
Men Sorgens trælsomme tunge Læs
Det venter os dog, naar vi stanser.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Der leves i Lyst som halvt i Drøm, —
Men Sorgen har ingen Drømme:
Med vaagne Øjne den paa Dig ser,
Øjne som sugende Strømme.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Ej Smilet vil lyse din Dag i Seng,
Men Taaren har gode Stunder;
Thi Smil er Glans kun af dét, der er,
Graad Skyggen af dét, der gik under.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Renskrift 1/3 75.