Efterhaanden som jeg kommer mere og mere ind i den nyere danske Digterkunsts Frembringelser, indser jeg klarere og klarere, at jeg hidtil har arbejdet ganske i Taaget og at jeg, dersom jeg ikke tager Skeen i en anden Haand, aldrig vil blive til noget. Baade De og jeg har taget fejl, vi har været som hin daarlige Jomfru Martha, der gjorde sig Besvær med mange Ting og glemte det ene fornødne. Det ene fornødne er Uskyldighed. «Uden vi blive som Børn, komme vi ingenlunde paa det danske Parnas.» Vor Poesi er en ren Edens Have, hvor Digterne gaa om i den bareste Uskyldighedstilstand; der er kun den Forskel paa dem og Adam og Eva, at de alligevel bærer Figenbladet, — men paa den anden Side mangler de — — —
1871?