Der hjælper ej Drømme saa lidt som Digt,
Er Fondet end aldrig saa stort og rigt;
Ej Kærlighed bærer, faar Livet ej drage
Sin Aande i Miner saavel som i Ord,
Om ikke Erindring fra levede Dage
Kan klinge deri som et tankerigt Kor.
Vel ejed’ en Barndom jeg skøn og rig,
Men Barndommen er kun det ulmende Liv,
Og aldrig fik levet jeg Ynglingelivet,
Det drømte jeg bort, ak! i Skyggernes Land,
Fik aldrig med Verden i Kast mig givet,
Har ej været Yngling — og nu er jeg Mand.
68. Kort efter Filosoficum. Tungt, tungt, tungt — men godt. Det vigtigste Digt i hele Samlingen, hvorfor Mottoet ogsaa er taget deraf.