Hanna Irgens (1792–1853)

Held den! hvis Hierte tilbeder Troen paa, at elskede Hedenfarne omsvæve ham paa Livets Vandring. Han eier i denne Tro en Talisman mod hver af Udydens Fristelser; thi Tanken om, at et helligt og aandigt Øie er Vidne til hans skiulteste Foretagende, og at et forklaret Væsens himmelske Bifald er hans Seiervindings skiønne Løn, forstærker Visheden om Guds Allestedsnærværelse, og er i Livets Storme og i Lasternes Kamp, liig en luttret Skiolddrager for hans Hierte.

Men at hedenfarne Aander skulle kunne blande sig i jordiske Anliggender, forurolige de Tilbageblevne, ved et med Støvets Natur udværeensstemmende Samqvem, og give deres Nærværelse tilkiende paa en for Sandserne fattelig Maade; det er Facta, som selv det skyldfrieste Hierte ikke kan tænke paa, uden med en Slags Rædsel.

Da jeg havde fuldendt mine Studeringer ved Universitetet i Jena, reiste jeg til B. for der at oppebie to unge Grevers Ankomst, hvilke jeg som Hovmester skulde ledsage paa en Reise giennem det sydlige Europa. Nogle Familieanliggender holdt dem længere tilbage, end jeg havde ventet; men da deres Fader remitterede mig mit Gagement med gavmild Nøiagtighed; saa havde jeg ingen Grund til at fortryde et lidet Ophold, der gav mig Leilighed, saavel til at forskaffe mig nogle Kundskaber om de P..ske Landes geographiske og statistiske Forfatning som ogsaa til sammesteds at giøre en Deel interessante Bekiendtskaber, hvoriblandt Eet der tilfældigviis lod mig blive Vidne til en Tildragelse, som ikke kunde andet end give mig Troen i Hænderne paa Aandeverdenens physiske Existence.

Det var en svensk Herre ved Navn Gustav von W......., der var ansat, deels som Secretair, deels som Attaché ved Gesandtskabet i J. — Vi logerede begge i Hotel du ... — Hændelsesviis var hans Værelse No. 4 og mit No. 5. Dette Naboskab, i Forening med det Bekiendtskab vi havde til hinanden fra Cirkler vi begge søgte, gav saare naturlig Anledning til en hyppig selskabelig Omgang, som for mig var af yderste Interesse.

Jeg har i Sandhed kun kiendt faa Mænd, der forenede saamegen mandlig Skiønhed, med et i saa høi Grad tækkeligt Væsen. Med grundige Kundskaber i utallige Fag, og, skiøndt fyrretive Aar gammel, besiælet af hiin aandrige Munterhed, der bringer livelig Ynde i Conversationen, lykkedes det ham stedse at følge den indtagende Middelvei mellem Pedanten og Spraden. Hans legemlige Fuldkommenhed fuldendte Trylleriet af hans Aands intellectuelle Elskværdighed. En høi, skiønt formet Væxt, og et Ansigt, som foruden Sundhedens anbefalende Farve, prydedes af et par store blaa Øine og den deiligste

Næse, tiltrak ham overalt det smukke Kiøns smigrende Opmærksomhed, og giorde ham til en værdig Gienstand for deres hemmelige Ønsker.

Det kunde altsaa ikke andet, end vække min Forundring, da jeg erfarede, at denne Mand, saa sikker paa et bejaende Svar, hvor hans Valg endogsaa var faldet, ikke desomindre allerede i ti Aar havde været Enkemand; uagtet intet i hans Adfærd fristede Folk til at troe, at han var en Fruentimmerhader. Jeg gjorde ham engang et Spørgsmaal desangaaende; men da han øiensynlig søgte at undvige en bestemt Besvarelse, ansaae jeg det ubeskedent at fortsætte en Samtale, som muligen giorde et ubehageligt Indtryk paa ham. — Hvad der imidlertid vedblev at irritere min Nysgierrighed, var en Omstændighed, som jeg gientagne Gange havde Leilighed til at bemærke. Naar man nemlig i et Selskab bragte samme Æmne paa Bane, og spurgte ham: om han ikke snart vilde givte sig igien? svarede han kort og frastødende: „Det troer jeg neppe!“ og naar man spøgende vedblev at spørge: om han da havde forsvoret det? var Svaret ligesaa kort: „Ja, saa omtrent.“ Disse Svar bleve da altid givne med en uforklarlig Barskhed, der contrasterede besynderligt med hans øvrige galante Savoir vivre, og ofte ledsagede af en uvilkaarlig Blegnen og ængstelige, til Siden kastede Blikke. — Jeg kunde ikke drage nogen anden Slutning heraf, end den: at hans Ægteskab enten havde været saa lyksaligt, at han mistvivlede om, nogensinde at finde et qvindeligt Væsen, der var istand til at erstatte ham hans tabte Huustro; eller ogsaa i saadan en Grad det Modsatte, saa at sørgelige Erfaringer skrækkede ham fra oftere at komme paa den Gallei. Et Tilfælde oplyste mig om den sande Aarsag.

Men førend jeg skrider til Fortællingen heraf, maae jeg endnu anføre en svensk Frues Yttringer i en Samtale, hvis Gienstand von W...... var. Denne Dame havde kiendt ham i sit Fædreneland. Hun beskrev den afdøde Frue von W...... som et saare elskværdigt Fruentimmer; men omtalte tillige: at W...... i visse Henseender havde været en Smule Sommerfugl, medens hans Kone endnu levede. Efterat hun var død, havde han begrædt hende som Skik og Brug er; dog havde det ikke varet saa meget længe, før man havde iagttaget, at han just ikke var tilbøielig til at give hende en Efterfølgerske. Flere Gange havde man seet ham giøre Begyndelsen til en ny Mariage; men det var aldrig bleven til Alvor. Saaledes havde han henlevet en Deel Aar, da han pludselig fik Lyst til at reise. Han ansøgte om den Post, som han nu beklædte, fik den, og efterat han havde sikkret sin Formue, og sørget for sine tvende halvvoxne Døttres Opdragelse hos deres Tante paa mødrene Side, begav han sig hertil, hvor hans personlige Elskværdighed, og især hans Munterhed giorde ham til alles Yndling.

„Dog var denne Munterhed ikke altid lige eens“ lagde Damen til. „Hvergang hans Næse havde været rød, havde han havt et Anfald af Tungsindighed, som let lod sig forklare.“ — „Hans Næse rød!“ spurgte

  de fleste Tilstedeværende — og Damen fortalte, at det var et Tilfælde, som man udledede af en overvættes Rødriighed, og som bestod i, at hans Næse blev blaa og hoven i adskillige Dage. Det Bifald han overalt var bleven modtagen med, havde maaskee næret hans Forfængelighed i den Grad: at det vilde være ham smerteligt, at see sit Ansigts Skiønhed forstyrret; og hun formodede hans Tungsindighed opstod af Frygt for at dette Tilfælde ved Aarernes Tiltagelse kunne blive til en uhelbredelig Skavank.“

Een af Julehelligdagene var han, saavel som jeg, indbuden til et Selskab hos den svenske Minister, i Anledning af Rigsraad von T...s Ankomst til B. i et diplomatisk Anliggende, ledsaget af sin Gemalinde og en af hendes Niecer. Umagelig kan Naturen aldrig have frembragt et mere harmonisk Helt af alle de regelmæssigste Skiønheder, end denne unge Dame forenede. Men allerede i den tidligste Alder, fordærvet af Smigrerier og berusende Hyldinger, var hun ogsaa nu en ligesaa fuldkommen Coquette, som hun var en udkommen Skiønhed. Hendes søde Øie lod hende strax erkiende von W...... som den værdigste Gienstand for hendes Bestræbelser; og betragtende os andre Cavalerer, som intetsigende Væsener, indskrænkede hun sin hele Opmærksomhed til ham, og lod ham i sin Stolthed føle hendes uimodstaaelige Yndigheds Magt.

Disse bleve heller ikke uden Virkning. W...... smigret ved det umiskiendelige Fortrin, som hun saa uindskrænket gav ham fremfor alle andre, og svælgende i Beskuelsen af saamegen Deilighed, følte han sig overvunden og gav efter for alle en vaagnende Elskovs Henrykkelser. Aldrig havde jeg seet ham saa fortryllende som den Dag; og jeg fandt det saare begribeligt, om den unge Frøken havde meer til Hensigt med denne Amourette, end et blot Amusement.

Efterat vi havde reist os fra Middagstaffelen, og Lysene vare blevne tændte, begyndte den yngre Deel af Selskabet at lege Blindebuk, men tabte snart igien Lysten dertil; thi Frøken S... løb kun efter von W...... og von W...... kun efter Frøken S..., og saaledes kunne det have blevet ved til evig Tid. Man forsøgte derpaa en Stund den saakaldte Frierleg; men her var det samme Tilfælde. Frøken S... tænkte kun paa von W...... og von W...... tænkte kun paa Frøken S.... Endelig legede man Fruens Natbord, og derefter skulde da Panterne indløses. Her var den guddommeligste Næring for den fremspirende Inclination. Allerede havde de to Elskende hængt for hverandre, staaet paa den brede Steen for hverandre o. s. v. o. s. v. — da von W...... blev dømt til polsk Tiggergang. Naturligviis var Frøken S... den han valgte til sin Ledsagerinde; og nu begyndte en Kyssen, som fra begge Sider lod til at blive dreven med stor Fyrighed; da han med eet, omtrent paa Halvveien af Vandringen udraabte, med alle Tegn paa en smertelig Overraskelse: „Au! — nei Ulla! nu giør du det for grovt.“ I det samme rev han sin Arm fra den unge Dame, og ilede ind i et Sideværelse.

Da han efter nogle Minutters Forløb ikke kom tilsyne igien, gik den høflige Vært ind til ham, for at erkyndige sig om Aarsagen til denne Forsvinden; og kom tilbage med den Besked: at en pludselig Upasselighed havde nødsaget ham til at forlade Selskabet. Nu sad den stakkels Frøken der, som fattig Peer Erichsen, og vidste hverken om hun var kiøbt eller solgt.

„I Mangel af en Aphrodite Saa nøies man med en Charite“ tænkte hun, og vilde nu beære en af os andre med sin Gunst; men vi havde alle været Vidne til det afgjorte Fortrin, som hun havde givet von W..., og vare for stolte til at ville være gode nok i Nødsfald, hvorfor hun maatte hielpe sig det øvrige af Aftenen uden Tilbeder.

Den næste Dag vilde jeg see hvorledes det var med min syge Ven, stoppede min Pibe og gik ind til ham, som jeg var vant til at giøre. Men neppe vilde jeg have faaet Audiens dengang, dersom ikke Tieneren, medens han løb et Ærinde, havde forsømt at laase Døren. Mit Komme overraskede ham ubehageligt; og selv paa mig giorde Synet af ham et Indtryk som jeg imidlertid søgte at skiule. Han var nemlig bleven det Tilfælde underkastet, som den svenske Frue havde omtalt. Hans Næse, ellers saa regelmæssig dannet, var ophovnet og paa hver Side fandtes en stor sorteblaa Plet.

Jeg gav mig noget at bestille henne ved Vinduet; og efter et par Minutters Forløb, vilde igien forlade ham, seende saa lidt paa ham som muligt, for ikke at forøge den Forlegenhed vi begge befandt os i. Men efter en kort Betænkning rakte han mig sin Haand. „Bliv!“ sagde han, „De har seet min Forfatning; og jeg har nu intet mere at skiule for Dem. Forsødt mig Tiden med Deres behagelige Selskab, og ledsag mig saa naar det bliver mørkt, paa en lille Spadseretour. De skal da erfare Aarsagen til dette Onde, som forfølger mig overalt.“

Vi røg Tobak, læste Aviser, og afholdte os fra alle Hentydninger paa hans Udseende, indtil det var blevet mørkt. Da kastede vi vore Kapper om os, og gik ud af Fæstningsporten.

„Jeg var kun to og tyve Aar gammel“ begyndte han, „da jeg efter en kort Trolovelse forenede mig med med Ulla von D.... Hun var nogle Aar ældre end jeg, og af denne Omstændighed udsprang Ubehageligheder, hvoraf jeg endnu lider. Uagtet hendes Skiønhed, hendes Forstand og hendes Dyder, troede hun sig bestandig tilsidesat, formedelst dette Misforhold i vores Alder. Iblandt de Glædens Roser, som jeg aldrig vil kunne nægte at hun bestroede min Bane med; fandtes skarpe Torne, og det var hendes stedse tiltagende Skinsyge, som ofte forstyrrede vor huuslige Lyksaligheds Himmel, med Uveirssvangre Skyer.“

„At jeg stundom selv gav Anledning til det Uveir, som trak sammen over mit Hoved, og at Ulla undertiden havde Grund til sin Jalousie; det vil jeg ikke dølge Dem. De vil ved Omgang med Verden, og ved egne Erfaringer, blive overbeviist om: at qvindeligt Letsind glemmer alle Forhold, og Mændenes Libertinage alle Pligter. Jeg har ikke været no

gen Undtagelse fra denne almindelige Regel, og da jeg i nogle Aar havde været i Besiddelse af min Kone, nægter jeg ikke: at jeg aldrig kunde see hende ved Siden af en saadan udspringende Rosenknop, med en Taille, der, som Digteren siger, har et Indsnit som Insecter; med Vaarens Blomstring paa de friske Kinder og Udviklingens Lynstraale i Blikket, uden at mit Hierte sagte sukkede:

Du som liig en Engel fra det Høie,

Svæver ung og yndig for mit Øie,

Mø! ved Siden af mit Helds Ruin;

Gid Du blot i nogen Tid var min!

Ikke sielden maatte jeg mine Ønskers Maal; men Nydelsen af min Lykke forbittredes stedse af min Kones Skinsyge. Hendes Kierlighed havde Besiddelsen ikke svækket, den syntes tvertimod at vinde i Styrke med hvert Aar der svandt. Intet undgik hendes Aarvaagenhed, liig Argus, og enhver lille Amourette maatte jeg betale med huuslige Fortrædeligheder. Dette var ikke Midlet til paa ny at fængsle mig; men giod tvertimod Olie i Ilden. I samme Grad, som hendes onde Luner giorde mig Hiemmet ubehageligt, i samme Grad søgte jeg at flye det; og jo mere jeg var ude, jo mere Næring fandt hun for sine Mistanker og Krænkelser. Under Graad og Klager bebreidede hun da ikke mig, men sig selv: at hun, forledet af Elskovs Vanvid, havde givet efter for sit bedaarede Hjertes Lidenskab; og uagtet sin Alder, været letsindig nok til at slutte en Forbindelse, som giorde os begge ulykkelige. Ofte trostes jeg ved den Bevidsthed: at jeg var den skyldige Aarsag til hendes Lidelser; og medens Følelsen af min Uretfærdighed og Erkiendelsen af hendes sande Værd, giennembaade min Siæl, lykkedes det mig ofte, at give mine Udtryk og Kiertegn en Grad af Ømhed, som da letteligen blændede det elskende godtroende Hierte. I saadanne Øieblikke forskønnede Glæden hende og syntes at sætte hende tilbage i Ungdommens første Dage. En Haabets Stierne tindrede i hendes Øie, medens hun, næsten bærende mig paa sine Hænder, sørgede med Elskovs Omhu for alt hvad der kunde giøre mig Livet behageligt i det par Timer, som jeg da offrede hende; og havde jeg elsket hende ene og alene, som jeg burde og for Herrens Altar havde lovet, vilde Opfyldelsen af hendes Livs eneste Ønske: hendes Mands Kierlighed have skuffende forynget hende i den saliggiørende Vished om hans Troskab.

Men saadanne, den huuslige Roligheds Solskinsdage, varede kun kort, og bleve ofte afbrudte af stormende Uveir. Jeg kunde ikke byde over mine Følelser, og medfødt Tilbøielighed til Variationer bragte mig altid paa Afveie, som hun eftersporede, og hvis Opdagelse atter forjagede Huusfreden fra vor Arne.

Hun havde født mig to vakre Døttre, og med den Uskylds Blufærdighed, der ledsagede hende til hendes Livs sidste Øieblikke, forkyndte hun mig, at jeg atter kunde nære Haabet om, muligen at blive Fader til en Søn. Dette var mit Livs høieste Ønske og alene Tanken derom, blev et nyt Ømheds Baand imellem os. En lang Tid gik hen i uforstyrret Fred, da vi engang bleve budne til et Bal hos Berghauptmand K... fra Falun. Der saae jeg første Gang hans ældste Datter, den himmelskiønne Witha, som, foruden alle Skiønhedens Til

lokkelser, besad Ynde, Dyder og Talenter. Mine Øine berusedes ved Skuet af denne Engel, der, liig Blomsten, i det den udfolder de fagre Blade, omstraales af al den Friskhed, som kun et ved syttende Aar forbeholden og, som bortdunstende ved Slutningen af det attende, alt har tabt Uerfarenhedens pikante Interesse.

Opvoxen hos en Tante ved Hoffet, havde hun bragt det vidt i alle selskabelige Fuldkommenheder. Aldrig havde jeg seet noget Fruentimmer dandse med saamegen Lethed. Jeg var uadskillelig fra hende hele Aftenen, og sørgede for at være hendes Chapeau til enhver Contredands. Pludselig faldt et Vink af min Kone mig tilside. Hun bad mig med en Tone, der kom fra et dybt krænket Hierte, om at bringe hende det Kierligheds Offer, ikke at dandse meer den Aften. Hæftig forelsket i den smukke Witha, vilde Opfyldelsen af dette Foretagende have standset mig midt i Nydelsen af mine Glæder, og forekom mig derfor urimeligt og egoistisk. Med en opbragt Stemme spurgte jeg hende: om hun havde i Sinde at giøre en Eremit eller Menneskefiende af mig? Mit haarde Svar skrækkede hende. Hun taug; men Skinsyge og Vrede malte sig i alle hendes Træk. Disse to panserende Passioner, der forjage enhver Gratie, vare ikke skikkede til at forskønne et Ansigt, som ved Aarernes Nærmelse, ved utidig Sorg og Nattevaagen, deels ogsaa, som en Følge af den Forfatning, hvori hun befandt sig, havde naaet Afblomstringens Tid, og jeg ilede tilbage til den Plads, hvorfra hun havde kaldet mig.

Omslynget af den deilige Withas Liliearme, tumlede jeg mig i den glade Vrimmel, medens min Kone tilbragte Natten, siddende mellem en Række aldrende Matroner. Henimod Morgenstunden forlod hun Salen, og lidt efter kaldte en Opvarter mig ind til hende i et Sideværelse, hvor jeg fandt hende saa syg, at hendes forandrede Tilstand forfærdede mig. Hurtig lod jeg Vognen komme og bragte hende hiem, hvor al Lægernes anvendte Omhu, ikke kunde forhindre, at en for tidlig Nedkomst bragte hende paa Gravens Bredde.

Da man atter tilstedede mig Adgang til hende, knælede jeg ved hendes Leie og søgte at opmuntre hende ved mine Kiertegn; men hun bad mig, at lade det være. „Bindet er faldet fra mine Øine,“ sagde hun. „Jeg seer nu, hvad jeg kunde have seet forud: Du elsker mig ikke længer, og Døden, som jeg paakalder, vil snart skille Dig af med en Byrde, der hindrer Dig i Dine Fornøielser. Men hvad der samler al Fortvivlelsens Bitterhed om mit Hierte, er den Tanke: at mine Børn da vil faae en Stedmoder.“ — Frygten for at miste hende, jeg maatte erkiende som min sande Veninde, og Vished om, at det var min overilede Trodsighed, der havde bragt hendes dyrebare Liv i Fare, ved at afslaae hende paa en krænkende Maade, en saa ringe Bøn; uagtet jeg kiendte hendes høie Grad af Lidenskabelighed og den Sensibilité, som hun i sin daværende Forfatning dobbelt var underkastet, lamte mine Udtryk Kierlighedens Styrke. „Aldrig, Ulla!“ raabte jeg; „aldrig skal Dine Børn faae en Stedmoder! Aldrig skal noget Fruentimmer fortrænge Dit Billede af mit Bryst! Lev, le

ve Huustru! lev og vedbliv at giøre mig lykkelig!“ — „Jeg kan ikke giøre Dig lykkelig!“ sukkede hun under stille Graad; „men jeg er uskyldig deri; jeg dulgte Dig jo ikke min Alder!“ — „Hvad har Din Alder at giøre med vore Følelser?“ raabte jeg, og trykkede hende til mit Hierte. — „Ak!“ vedblev hun, „det er den Anstødssteen, som Naturen, allerede i min Fødselsstime, lagde for vor fælles Lyksalighed i en ægteskabelig Forbindelse. Det er den som hindrer mig fra at holde Skridt med Dig; og med et Hierte fuldt af forsmaaet Kierlighed, maa jeg staae tilbage, medens Du omsværmer andre.“ —

Endelig lykkedes det mine Kiertegn, mine Kys og mine Favntag at berolige hende. Om Eftermiddagen sad jeg paa Kanten af hendes Seng, og vi spøgte med hverandre. Hun talede endnu om Døden. Jeg giorde hende milde Bebreidelser for den Modløshed, hvormed hun kunde tænke paa at forlade sin Mand og sine Børn. „Tal ikke om mine Børn!“ sagde hun, „thi saa kunde Sorg og Bekymring bringe mit Hierte til at briste i Øieblikket.

Men Du — O, der ville nok findes de, som paatoge sig at trøste Dig. Min Død giorde jo Plads for en Anden,“ lagde hun smilende til. — „Ak, Ulla!“ raabte jeg, „hvor kan Du tale saaledes?“ Min Anger rørte hende, og i det hun klappede mig sagte paa Kinden med sin matte Haand, tilføiede hun spøgende, som for at vise mig, at hun ikke meente med hvad hun havde sagt: „Du skal heller ikke faae Lov dertil, Gustav! thi faaer Du Lyst i Sinde efter min Død, saa kommer jeg bestemt og kniber Dig i Næsen, saa Lysten nok skal forgaae Dig.“ — Vi bleve afbrudte ved Lægens Komme, og Tiden gik saa hen.

Ulla forlod ikke mere sit Leie, og en Maaned derefter lagdes hun paa Baaren.

Jeg beder Dem at være forsikkret om, at jeg begræd hendes Tab med uhykklede Taarer. En Kone, som Ulla var, efterlader sig ved sit Savn en Tomhed, der ikke saa let lader sig udfylde. Overalt savnedes jeg hende ved mine Børns Opdragelse, ved mit Huusvæsens Bestyrelse, selv ved Besørgelsen af mine Fornødenheder. Skinsyge havde været hendes eneste Feil. Forresten havde hun besiddet alle de Dyder, der give Mandens Ledsagerske paa Livets Bane sit sande Værd. Hun havde elsket mig med en kun altfor øm Kierlighed; hun var vore Børns hulde og omhyggelige Moder; mit Huus havde hun bestyret med Orden og Duelighed; mod sine Tienestefolk var hun god og blid, og, i de første Aar af vort Ægteskab, førend Vanen havde svækket Virkningen deraf, svandt Timer som Minutter for mig, i hendes aandrige Omgang.

Dog forjog Tiden efterhaanden hendes Minde. Da Eensomheden i mit Huus begyndte at blive mig byrdefuld, og jeg atter søgte Verden og dens Glæder, var jeg, som fri Mand, det smukke Kiøn dobbelt velkommen. Jeg saae igien den deilige Witha K... og hendes stedse mere udviklende Skiønhed, gav hende med fuld Kraft tilbage, det Herredømme hun i hiin ulykkelige Nat havde havt over mit Hierte. Da jeg om Aftenen var kommen hiem, stod hendes Billed overalt for mine Øine, og den Tanke blev levende i mit Hierte: at mit eenlige Kammer vilde atter blive lyse og hyggeligt, naar hun deelte det med mig. Pludselig fornam jeg en iiskold Bevægelse paa min Næse. Det frapperede mig vel, men jeg tænkte dog intet videre derved, førend jeg den næste Dag under Paaklædningen saae mig i Speilet og opdagede to Dødningkneb. Da randt hiint Løfte mig i Tankerne, som Ulla spøgende gav paa sin Sotteseng, og som hun nu havde bragt i Opfyldelse efter Døden.

Fra den Stund af, saasnart et qvindeligt Væsen interesserede mit Hierte, og Ønsket vaagnede i mit Bryst: om en Forandring af min Stilling; undgik jeg aldrig en Renkelse af min foregivne Ægtafærske, hvis Kierlighed og hvis Skinsyge var fulgt hende hiin Side Graven. Saaledes henlevede jeg i flere Aar, da jeg endelig fik den Tanke: at jeg muligen ved at unddrage mig vort Arnes Enemærke, kunde befrie mig fra et Kogleri, der for mig forstyrrede enhver Udsigt til oftere i dette Liv at nyde Kierligheds Lykke. Jeg erfarede at denne Post var ledig; og for i et fremmed Land, at have en fast og behagelig Fod at leve paa, ansøgte jeg om den. Jeg fik den, overgav mine Børn til deres Moders Søster, og reiste herhid; men jeg havde ikke været her længe, før jeg modtog Beviser paa: at ingen Flugt, over Bjerg eller Dal, over Land eller Bølge, formaaer at unddrage os det usynlige Væsen, som iagttager vore Handlinger.

Endelig var jeg nærved at opgive Tanken om enhver Forbindelse af den Natur; da igaar Synet af Frøken S... vakte hos mig en Lidenskab, som forjagede alt Herredømme. Skuet af al denne yppige Livsfylde, af disse henrivende Former, i Forening med hendes tilbedende Imødekommen, berusede mine Sandser og lod mig glemme alt, Levende og Døde, Himmel og Jord. Min Henrykkelse steg til sin høieste Grad, da denne Qvinde i Engleskikkelse trykkede det ene Flammekys efter det andet paa mine Læber, og mit Hierte raabte høit: hende maa det være! Men Ulla var der ogsaa. Indtil da havde hendes Berørelse altid været sagte og lempfældig, skiøndt Virkningen af en Dødnings Kniben aldrig udeblev med sortblaae Pletter. Men igaar maae vel mine Følelser have været saa voldsomme, at de fortørnede hende, og jeg imodtog et saare smerteligt Beviis paa, at hun ikke tillader noget fremmed Væsen at herske i det Hierte, som hun betragter som sin evige Eiendom. — Jeg seer da vel, at der er intet andet for, end at jeg maa vedblive at være Enkemand; men jeg vilde kun ønske at enhver Mand kunne lære af mit Exempel: ikke at vælge sig en Kone der er ældre end han, med mindre han har Lyst til at hellige hende sit hele Liv.“

Jeg belønnede ham min oprigtige Deeltagelse, i det jeg gav ham det velmeente Raad: for Eftertiden at flye Frøken S... saa meget som muligt; ikke alene af Omhu for sig selv, men ogsaa for Frøkenen. Det var ikke usandsynligt: at den fortørnede Aand, i sin skinsyge Paroxysme, kunne faae i Sinde at udstrække sin Hevngierrighed til den hun betragtede som sin Medbeilerske, og Frøkenens Næse var saa guddommelig skiøn, at det ville være Jammerskade om den skulde blive udsat for Dødningekneb. Han gav mig Ret deri — og virkelig lagde jeg Mærke til, i den korte Tid jeg endnu opholdt mig i B..., at han overalt søgte at undgaae hendes Omgang.

Kort efter ankom mine to unge Telemacher, og jeg lavede mig til at ledsage dem som Mentor. Da jeg tog Afsked fra von W...... fortalte han mig: at han nu havde fattet et Forsæt, som han haabede vilde afholde hans afdøde Kone fra, oftere at incommodere hans Næse. Han ville nemlig snart reise tilbage igien til Sverrig, og i det han indviede sit øvrige Liv til sine tvende Døttres Opdragelse, giøre dem til de eneste Gienstande for sin Kierlighed. Jeg kunde ikke andet end tilkiendegive ham mit Bifald med en Beslutning, der giorde hans Hierte saamegen Ære; — og forlod derpaa B..., for at tiltræde min berammede Reise.

Siden har jeg ikke kunnet indhente nogen Efterretning om ham; men jeg tvivler ikke om: at hvis han har sat sit Forsæt i Værk, da er Ulla bleven tilfreds i sin Himmel.