Dyden til Lasten.
Lys er min Vei, mit Scepter byder Fred,
Selv naar jeg nærmer mig til Lastens Rige;
Der spirer frem en Lilie i mit Fied,
Og for dens Glorie maa Mørket vige.
O Du, hvis Throne sort liig Natten er,
Der dækker den med sine Ravnevinger;
Omgierdet af Dæmoners skumle Hær,
Som knuste Hjerter dig til Offer bringer!
For første Gang jeg nærmer mig til dig,
Træd frem, min svorne Fiende! af din Hule.
Kan du ei taale Lysets Glands ved mig?
Du Arme! som er nødt til dig at skiule.
Afgundens Fyrste! viid: det er en Bøn,
Der bringer mig saa nær din sorte Grube;
Giv mig tilbage en forvildet Søn,
Som du nedsluger i din Kæmpeskue.
Giv mig tilbage mit fortabte Barn,
At jeg kan lede ham hen til mit Tempel.
O! lad mig sønderrive dine Garn,
Der brændemærke ham med Lastens Stempel!
Lasten.
Du Lysets Mø! som nærmer dig til mig,
Omstraalt af Glansen fra min tabte Himmel!
Gaae! søg ham selv, jeg skienker ham til dig,
Hvis du kan kiende ham blandt Faldnes Vrimmel.
Dyden.
Oplad dig, Nat! Lad mig den Afgrund see,
Hvor Lastens Blændværk mine Børn besnærer.
O Rædsel! — Det er jo et Helvede,
Hvor Diævle i hver skummel Krog regierer.
I dette Dyb er Natten dobbelt mørk,
Undtagen naar min Vrede maane lyner;
Da glimter det i blodbestænkte Ørk,
Og fæle Trolde komme da tilsyne.
Her hvisler Slangen om med giftig Braad,
Og suger Blod af Hjertet, som den saarer;
Her læsser Crocodillen med sin Graad,
Da Basilisken drikker Uskylds Taarer.
Her styrter Tigr’en frem fra vilden Skov,
Og slaaer sin Klo i den Forførtes Hierte;
Han holder fast — han slipper ei sit Rov,
Og Diævle juble over Engles Smerte.
Her vandser Lasten paa den aabne Grav,
Og smykker den med Roser purpurrøde;
Men naar han engang tager Masken af,
Et Dødninghoved griner lumsk imøde.
Da bliver Roserne Hyæner smaa,
Bevæbnede med Furiernes Svøbe;
I skyldig Hierte, Saar paa Saar de slaae,
Og aldrig Lastens Træl kan dem undløbe.
Her svøber Pestbesmittet Beenrad sig,
I et Gevandt, som de fra Engle stiole,
Saa kunstigt, at de ere Engle liig,
Og lokke dermed de fortabte Siæle.
Men de er gierrig — intet skeer omsonst,
Da deres kiælne Favntag bringer Døden;
Kan han ei meer betale deres Gunst,
Da haaner de den Plyndrede i Nøden.
Har Lasten ingen anden større Fryd,
End dette Chaos som mit Øie skuer?
Hvor kan I da forglemme eders Dyd
Og styrte i det Svælg, hvorfor jeg gruer?
Og hvad er det for blege Spøgelser,
Der svæve liig et Gienfærd for mit Øie?
Min tabte Yndling! svar mig! er Du her?
O! hører Du ei Røsten fra det Høie?
Kom, Lastens Fyrste! kom og viis mig Vei!
Jeg kan ei finde ham i denne Hule.
Lasten.
Der staaer han — kiender Du hans Aasyn ei?
Han længe søgte sig bag Dig at skiule.
Vel sandt! hans Øies Glands er slukket ud;
Og Rosen guul er vorden paa hans Kinder,
Ei længer han et Billed’ er af Gud;
Det Rene her blandt det Urene svinder.
Dyden.
Er Du den samme, som jeg engang saae?
Hvad Blændværk har da dengang mig bedaaret?
Mig syntes Uskyld i Dit Øie laae,
Og tillidsfuld til Søn jeg Dig udkaaret.
Hvor er den nu, den stolte Skyldfrihed,
Som fordum paa Din lyse Pande throned’?
Hvor er den nu, den Paradisets Fred,
Som fordum i Din Stemme blidt gientoned’?
Nu er udsladig skuelende Dit Blik,
Og Eder lyde nu fra Dine Læber!
Satyrens vilde Brøl er Din Musik;
I Stigenes Favn Din Genius Du dræber.
Man fandt Dig engang smuk og tækkelig;
Da var Din Vandel reen for Lastens Pletter;
Nu peger Verden Fingre haant ad Dig,
Og tusindmunded’ Rygte Dig hudfletter.
O siig mig, siig mig! spottede Du mig,
Naar Du med ureen Læbe mig lovpriste?
Var Dine Dyder intet uden Sviig?
Var det en Maske kun, som Du mig viste?
Den Faldne.
Ja vist! — ja vist! — tal ikke meer derom.
Jeg vil ei dølge Dig, at Du mig kieder.
Hvad bryder jeg mig vel om Verdens Dom?
Den skal ei hindre mig i mine Glæder.
Dyden.
Du! engang Dydens Stolthed, nu dens Skræk!
Hvor bringer Du mit Hierte til at bløde!
Hvor maae Du være siunken dybt, da fræk,
Du uden Blusel kiendes ved Din Brøde.
Hvi tyer Du ei tilbage til mit Bryst?
Jeg skulde drage Tornen af Dit Hierte;
Du skulde midt i Anger finde Trøst,
Og Lindring, selv i en retfærdig Smerte.
Den Faldne.
Det er forsildigt! ak! det kan jeg ei;
Thi Diævle boe alt længe i mit Hierte.
Gaae, stolte Dyd! forskrækkelig er vor Vei.
Gaae! triumpheer! og spot den Faldnes Smerte.
Dyden.
Hvad siger Du?! — jeg skulde spotte Dig?
Nei, faldne Søn! mit Hierte Dig begræder.
Saa bliv da — hvis Du kan — bliv lykkelig,
Og glem mig kun blandt Dine nye Glæder.