Fra Olymp kom Mercur engang’
I Ærende for Herr Jupiter;
Da pludselig en yndig Sang
Gienlyder fra et Nonnegitter.
Mercurius, en gammel Skielm,
Som gierne vilde alting høre;
Han løfter sin bevinged’ Hielm,
Og laaner Sangersken et Øre.
„Lad mig ei længer sukke her!“
Saa lyder arme Nonnes Klage;
„Mens andre fro og elsket er,
„I Sorg henrinde mine Dage!
„Kun hæse Bedesøstres Røst
„Maae jeg Forladte saae at høre!
„De Suk, som stige fra mit Bryst,
„Ei nogen laane vil sit Øre!“
„Du Stakkel!“ tænker Herr Mercur,
„Det var dog Synd du skulde klage,
„I dette Fandens Fuglebuur!
„Du skabtes vist til at behage.
„Jeg vil opsøge dig en Mand,
„Hvis Ømhed kan dit Hierte røre;
„Og naar du ham først lide kan,
„Du til hans Bønner laaner Øre.“
Da netop en Herr Officier,
Med Knevelsbart og skielmske Miner,
Bepyntet med en Wienerslier,
Igiennem samme Gade triner.
Mercur ham taler høflig til:
„Behag, min Herre! mig at høre;
„Hvad jeg dem her fortælle vil,
„Jeg troer, De villig laaner Øre:
„I dette Nonnekloster her,
„En deilig Pige eensom sukker;
„Hvis de af samme Tanker er,
„Vi Døren sagtelig oplukker;
„De flygter til en eenlig Dal,
„Jeg Folk vil gierne glade giøre;
Jeg nok med Paven tale skal,
„At han ei Sagen laaner Øre.“
Til slige Puds en Kampens Søn
Vist aldrig, aldrig var uvillig.
Den Himlens Brud han fik til Løn,
Og det var jo ei meer end billig.
Nu leve de i Fryd og Fred,
Et herligt Liv de fleste føre.
Mercur til deres Kierlighed,
Vist laaner begge hver et Øre.