Til min Søster
Den 31 Marts 1821.
Den 31 Marts 1821.
Vi skilles ei — skiøndt Skiæbnen kaster Mile
Imellem os paa Livets Fremtids Vei;
Vi skilles ei — skiøndt jeg herfra maa ile —
Mod Gravens Nat — o nei! vi skilles ei;
Thi ømt mit Hierte stedse Dig skal følge,
Og Tanken svæve over Land og Bølge!
Min Aand er fri — ei nogen Forholds Lænker
Skal fængsle den i Støvets Slaveri;
Naar Hovmod, Uretfærd og Nid den krænker,
Den dobbelt føler da: at den er fri.
Og bryder da vidst engang af sit Fængsel,
At stille i Guds Skiød sin dybe Længsel.
Naar Du da engang vandrer seent i Lunden,
Og seer en Skygge svæve forom Dig,
Og mærker pludselig naar den er svunden
En sagte Hvislen — O da var det mig,
Hvis Aand — maaskee i samme Stund jeg døde
End engang skulde Dig paa Jorden møde.
Knæl da i Midnatstimens tavse Stille,
Og siig veemodig blidt: Nu har hun Fred;
Og lad en hellig Mindetaare trille,
Som offres mig og al min Kierlighed.
Og naar man stundom spotte vil min Smerte
Siig da: hun havde dog et trofast Hierte.
Og naar man alt for længe — længe siden
Har glemt at jeg var til — og glemt mit Savn,
Dit Venskab — udslettelig af Tiden
Med Mindets Blomst bekrandse skal mit Navn.
Din Hændes Kys da paa Din Læbe bæver,
Thi hvis jeg kan jeg sikkert Dig omsvæver.