Jeg et Privattheater er,
Hvor stundom jeg opfører
Snart Lystspil — snart Tragoedier,
Som Siæl og Hierte rører.
Det er en Deel af Støvets Liv
Hvori at man mig finder.
Men naar man siger til mig „Bliv!“
Jeg drillende forsvinder.
Jeg har en Reisekammerat
Som vandrer ved min Side;
Paa ham vil alle have fat,
Men mig kan faa kun lide.
Alligevel velgjørende
Jeg er mod Dødelige;
Jeg lader de Forgrædte lee;
Nedtrykte la’er jeg stige;
Jeg skienker Orgons gridske Siæl
Det Guld som ham behager.
Jeg skienker Frihed til hver Træl,
Som Friheds Tab beklager.
Til Enken sender jeg en Mand
Som hendes Hierte fryder,
Og Dosmers fattige Forstand
Med Vid og Aand jeg pryder;
Den Feige giør jeg ofte kiæk;
Men stundom jeg omskifter;
Da volder jeg den Tappre Skræk
Og megen Uro stifter.
Paa Silke kan man finde mig,
Som og paa Træ og Stene;
Men lad mig aldrig fængsle dig
I Skoven hist alene,
Thi medens du ei aner Svig,
Jeg listig dig opholder;
Da kan et Udyr nærme sig,
Som Fare dig forvolder.
Tidt er jeg Aarsag til et Mord;
Men naar det mig behager,
Jeg ogsaa tidt med et Par Ord,
Forbrydelser opdager.
Jeg er en Taskenspiller liig;
Men det som mig mishager,
Er at jeg ei kan værge mig,
Mod Navn af en Bedrager.
Med Ellemosens Lygtemænd,
Man ligner mine Kunster;
Thi ligerviis de svinde hen
Bestaaende af Dunster.
Dog har man og den Casus havt,
At flere Dødelige
Er hiulpen ved min Hexekraft
Og bleven mægtig rige.
En liden Urt man finde kan,
Som, naar du den fortærer,
Dig føre kan hen til det Land,
Hvor ene jeg regierer.
En Færge fører dig dertil,
Min Broder Flaget heiser;
Og om Du eller ikke vil
Han dog med dig bortreiser.
Miskundhed skienkte ham den Magt
Hvormed han Anker letter —
Dog jeg har alt for meget sagt,
Du sikkert strax det gjetter.