O Du, som blev forglemt af Hymens Gud,
Som uledsaget træller Livets Dage,
Siig: var du døv imod Naturens Bud?
Hvad eller ikke skabt til at behage?
Det være som det vil, — din Banes Fjed
Er tungt at træde — ædle gamle Søster!
Du smagte aldrig Livets Salighed,
Og ingen dig i Sorg og Modgang trøster.
Naar Herren kalder bort din trætte Aand,
Skal du blandt Fremmede dit Øie lukke,
Det trykkes til af en ufølsom Haand
Og ingens Graad din Gravhøi skal bedugge;
Endogsaa tidt i selve Vennekreds
Du uforskyldet Spot og Haan maae høre,
Min lidende Veninde! vær tilfreds!
Tilgiv! De vide ikke hvad de giøre!
Men derfor du med blid Taalmodighed
Satirens hvasse Pile bør afvæbne,
Indslut i eget Hierte om du led
Og bær med Haab til Gud din mørke Skiebne,
Du aldrig glemme, at de Aar svandt hen
Hvori man endnu Ømhed kan opvække.
Vær ikke vranten — vær de Yngres Ven
Og da skal Yngre kierlig Haand dig række,
Og ei du hige efter Bifaldsraab,
Ei avindssyg den Glade du betragte;
Da skal din Vandel lønnes med det Haab,
At mange ædle Hierter dig vil agte.
Det Gode øv saameget som du kan,
Og vær utrætteligen i at gavne;
Da naar du er i Evighedens Land,
Skal ædle Hierter dig med Veemod savne.
Forsag ei Qvindens høie skiønne Kald,
De mere Uerfarne at veilede.
Lær dem at frygte Lastens dybe Fald,
Og større Held end dit du dem berede.
Da skal man sige ved dit Hvilested:
„Har hun end ingen Væsner skienket Livet —
„Hun værned’ unge Pigers Skyldfrihed,
„Og hun har meget meer end Liv dem givet.“
Saa hisset skal din Uskylds rene Krands
Liig Lilliens hvide Krone paa sin Stengel,
Fremblomstre, straalende i Dydens Glands,
Naar du forvandles til en Lysets Engel.
Men I, som haane hende med Foragt
Til Eder er det disse Ord skal tale.
Jeg, hvad jeg føler kun kan tolke svagt,
Men eders Letsind vil jeg dog afmale.
Foragter den, som ved Coquetterie
Bortskiertset Mandens hele Ro og Glæde;
For hvem der ingen var saa smuk og rig,
At han med hende kunde Banen træde;
Og hende, som det kun paa Hierte laae
At være allevegne den Tilbedte,
Som i hver Mand en ydmyg Slave saae,
Hun selv sit glædetomme Liv beredte.
O Mænd! som blev ved dem ulykkelig,
Det gamle Jomfruenavn skal eder hævne,
Men mange bær det ogsaa brødefri,
Lad mig en Deel af dem for Eder nævne.
Hun som sit Hiertes hele Kierlighed
Paa en uværdig utro Elsker satte;
Men dog heroisk holde vil sin Eed;
Den tabte Utro Ingen kan erstatte;
Og hun, som misted’ ved den kolde Død
Sin Fremtids hulde elskede Ledsager.
Om hun den grumme Skiebnes Vink adlød:
Og helliged’ hans Minde sine Dage —
Hun, som forenet med en ædel Siæl
Fik Armods tunge bittre Lod at bære.
Hvem søger vel hos hende Livets Held?
O! Mændene tidt Guldets Slaver ere.
Hun, som ved Uheld i sin Barndoms Aar
Berøvet blev det legemlige Tække,
Kan hun vel for om hun tilbagestaaer?
Hun kan jo intet Hiertes Ømhed vække.
Og hun, hvis Blomstertid svandt eensom hen,
Som ei Jevnaldrende at kiende lærte,
Hun staaer ved Vintertid forladt igjen
Og — o maaskee med ømt og kierligt Hierte.
Og hun, som elsked’ en af hine Mænd,
Der ikkun efter smukke Flaner tragter,
Hans Øie over Hende flagrer hen,
Som ei fornedrer sig til slige Fagter.
Fortiener alle disse vel Foragt,
Som uden egen Skyld blev gammel Pige?
De blev det ved hiin underlige Magt,
Som Skiebnens Gud har over Dødelige.
Og dog de ofte Spottens Gienstand er;
I glade Kreds man kan dem ikke lide.
O Pige! som end Ungdomskrandsen bær,
Du kan jo ei din Fremtids Skiebne vide.
Naar du i Glædens sorgeløse Aar
Med Letsinds Latter spotter Andres Klage,
Da viid: dit svage Øie ei formaaer,
At see i Fremtids taagefyldte Dage.
Maaskee du og forfeiler Livets Maal;
Maaskee du og skal vorde gammel Pige;
Da skal du tømme Angers Malurtskaal,
Og Hevnens skumle Genius skal sige:
„Du har fortient det for de dybe Saar,
„Som du tilføiede din Søsters Hierte,
„Nu eensom og forladt du ogsaa gaaer,
„Og yngre Skiønne vil belee din Smerte.“
Nei viis mod hende venlig Agtelse,
Og stundom hendes Sorger du bortspøge,
Og har hun Feil, da maae du ikke lee;
At skiule dem du hellere bør søge.
Og naar i traurig Times Eensomhed
Ublide Minder hendes Hierte saarer,
Du af at trøste aldrig vorde kied,
Bland ømt med hendes dine Medynkstaarer.
Forsag i Selskab Daarers Giegletant
Og sæt dig hen hos hende, den Forladte,
Om du end ei saameget Moro fandt,
Fordobler du dog derved Hiertets Skatte;
Og de bestaaer i Fred — Fred med sig selv!
Kan du end ingen Smigrers Virak sanke,
Du fryder dog maaskee en sorgfuld Siæl,
Og herligen belønner denne Tanke:
„Min gode Villie hun erkjende skal,
„Og den vil blidne mangen mørk Erindring.“
O salig — salig den som fik det Kald,
I Smertens Kalk at gyde Trøstens Lindring!
Og stundom er endogsaa Livets Held
Ei større for den Givte end Ugivte:
Har hun en ædel og en dannet Siæl,
Kan hun i Verden megen Nytte stifte.
Men hun, som i hiint store Lotterie,
Fik en ukiærlig vranten Ægtemage.
O — maatte hun ei heller være fri,
End leve — gift uheldig — sine Dage.
Og hun som tabte i den grumme Krig,
Sin Mand — og hendes Børn deres Støtte,
Var hun ei meget mere lykkelig,
Naar hun med gamle Jomfru kunne bytte?
Og hun, som Døden end i Livets Vaar
Bortriver brat fra Børn og Ægtemage.
Naar de om hende trøstesløse staaer,
Maae Dødens Valmue dobbelt bittert smage.
Saa er der ingen reen ublandet Fryd;
Selv Glædens Roser Sorgens Torne lære.
Vælg Roserne til Siæls og Hiertets Pryd,
Og da skal I mod Tornen Taalmod bære.
Ja! Held os at den Trøst vi nyde kan,
At naar vi aldrig Pligt og Dyd forglemte,
Da er vi hæderværdig i hver Stand
Som Godheds vise Fader os bestemte.