Svøm gjennem Verdens Ocean
du Danmarks Najas! du Udødelige!
svøm, evig jublende, fra Strand til Strand!
og sjung om Kæmperne i Nordens Tvillingrige!
Sjung højt, Najade! hvad du var,
og hvad du er, og hvad du evig bliver.
Et Kampens Taarn, som Helte bar,
du engang gik, hvor Stormen Vrag hendriver,
mod Klippen og den nøgne Strand.
Da ramte dig en fjendtlig Brand;
Havtaarnet sank — Najaden blev tilbage,
og nu hun gaaer fra Land til Land,
og bærer Danmarks Roes til fjerne Dage.
Stolt svømmer hun fra knuste Vrag,
og Helteskygger hende følge,
i Haanden slynger hun det danske Flag,
uplettet vajer det fra sorten Bølge.
Og ilende fra Havn til Havn,
hun sjunge skal for uoprundne Tider,
og nævne mangen Ædlings Navn,
naar Bølgen længst hen over ham bortglider.
Du Buhl! af ægte nordisk Rod,
urokkelige Egestamme!
en Draabe af dit Helteblod
en Rose skal i hendes Lokker flamme.
Og som den røde Rose skjøn
skal Lillien sig om Hæderskrandsen bøje.
Grotschilling! du var mig saa god en Søn,
skal Taaren vidne i Najadens Øje.
Og du, o Holm! som klippefast
stod mellem Ild, en Mur for Danmarks Ære,
som stod endnu ved sjunkne Mast,
dit Navn skal hun til fjerne Slægter bære.
Stolt Sønnerne skal høre Fædres Daad,
og seent af den skal Fædrelandet lære,
at fjendtlig Haand udøse kan vort Blod,
men aldrig saare Danmarks Ære.
Svøm gjennem Verdens Ocean
du Danmarks Najas! du Udødelige!
svøm evig jublende fra Strand til Strand!
og sjung om Kæmperne i Nordens Tvillingrige!