Mozarts Reqviem og Idas Stemme
(Oversat af Ingemann.)
(Oversat af Ingemann.)
Fielde styrte, Verdner rave,
Aabne staae de Dødes Grave,
Herren dømmer over Sky;
Lynet Mulmet giennembryder,
Huult Basunens Torden lyder,
Nattens sorte Hære flye.
Dybt fra kolde Dødningkammer,
Fra de røde Siæleflammer
Fromme Bønner Himlen naae:
„Frels mig! hellige Eenbaarne!
Ak! lad mig blandt de Udkaarne
Ved den høire Haand og staae!“
Søde Toners lette Svæven!
Milde Livslufts dybe Bæven!
Strøm af hellig Harmonie!
Glædesqval! — paa Flammevinger
Aanden sig fra Jorden svinger
Til Cherubers Sympathie.
„Lad min Siæl i Lovsang bæve,
Høit paa Hymnetoner svæve
Over Zions Helligdom!
Frels mig! evige Forbarmer!
Du, som Brøden selv omarmer!
Jesus! frels mig! hæv mig! — kom!“
Saa med sagte Bæven klinger
Som omsust af Seraphvinger,
Himmelbrud! din søde Røst;
Og hvad dybt i Siælen blunder,
Længslens Drømme, Smertens Vunder,
Vækkes i det rørte Bryst.
„Rædslers Dag! o! Dag som saarer!
Dag til Fryd og hede Taarer!
Jesus Christ! forbarme dig!
Løvens Svælg mig ei fortære!
Lad mig din for evig være!
Før mig til dit Himmerig!“
O! naar sidste Gang jeg sukker,
Og det brustne Øie lukker,
Naar mit Hiertes Glød er Iis,
Ton da, Røst fra bedre Zoner!
Hæv forklart paa hine Toner
Aanden til sit Paradiis!
Frederike Brun,
født Münter.