B.S. Ingemann (1789–1862)

Fra Middagens straalende Sommer

        Mod Midnat og Vinter den Rejsende gaaer;

        Med Blomster af Sne i sit Haar,

I Stormen med Sang han dog kommer;

        Han kjender og priser den baltiske Strand,

        Han hilser sit Fædreneland.

Jeg drog over Bjerg, gjennem Dale,

        Henrulled paa Rhinens og Tiberens Strøm,

        Jeg svimled i herlige Drøm;

Men, o! kunde Bjergene tale,

        Og Floderne nævne den Fremmedes Savn,

        De nævned mit Fødelands Navn.

Paa Simplons og Grimselens Høje,

        Ved Gletschernes Iis, paa den evige Snee

        Jeg Stjerner ved Dag kunde see;

Dog stirred den Fremmedes Øje

        Fra Middagens Stjerner mod Midnattens Sol,

        Mod Nordens den trofaste Pol.

Her funkler i Natten min Stjerne,

        Hid peged magnetisk Nordvandrerens Stav,

        Her saae jeg fra Heltens Grav,

Fra Romas Ruin i det Fjerne

        Paa Kæmpernes Høje, ved Stærkodds Strand

        Din Skytsaand, mit Fædreneland!

En Kæmpe, sneklækket, han hviler

        Ved Hjerternes Skjold og med Køllen i Haand,

        Og nærmer sig Midnattens Aand,

Fra Hjerternes Land den bortiler,

        Hvor Troskaben stander, en Kæmpe saa stor,

        Hvor Freden hos Kjærlighed boer.

Velsignet for evig du være!

        Velsignet og priset blandt Riger paa Jord!

        Du Troskabens Fristed i Nord!

Det Navn du evindelig bære!

        Modtag nu og Sønnen, som kjærlig og tro

        Hos Fædrenes Grave vil boe!

Her vil jeg i Midnatten stande,

        Og lytte til Aanden og Strængene slaae;

        Og hvad i det Fjerne jeg saae,

Hvad herligst henrev mig i fremmede Lunde

        Skal Sjælen opflamme paa Kjærligheds Strand

        Til Qvad om mit Fædreneland.