Ikke blot ved sin Størrelse, men fornemmelig ved sin høist betydningsfulde Stilling og Omgivelse, hævder dette Stjernebillede sin Plads, som Himmelkuppel-Maleriets Centralfigur (i en høiere Naturs Orden) hvorom den hele Mangfoldighed af Billedgrupper ligesom ordner og bevæger sig. Ophiochus staaer opreist mellem begge de ydre Verdens-Poler, ikke blot som Tilværelsens, men som den absolute Værens, det aandelige Universums, Middelpol. Som Orions store Modbillede paa Verdens-Æqvatoren, er han, med hiin kæmpende Skikkelse, henstillet lige fjern fra Legemverdnens physiske Poler, som en høiere Naturs Kæmper mod den i Slangeskikkelsen afbildede Dæmonmagt. Ophiochus opstiger først, naar Orion i sin Kamp mod Himmeltyren, ligesom overvældet og tilbagetrængt af Naturnødvendighedens Magt, synker tilbage i Himmelrummet. Ophiochus er Sommerens Stjerneheros, som Orion var Vinterens; men med al sin Storhed og Betydning fremtræder han for Jordbeboernes Øine i sin dybere Himmelsphære med en tilsyneladende mindre Glands, end Orion. Her finde vi den synkende Verdensfornufts, for Erkjendelsen mindre glimrende, og derfor i sin Høihed og Dybde mindre klart anskuede Modbillede. Det henpeger mærkelig paa Forestillingen om Guddomsaandens evige Manifestation i sit eget Billede. Verdensæqvatoren gaaer igjennem Himmelheltens Bryst, der ligesom selv ydmyger sig i sin Storhed, medens han dog er henstillet som Universlivets inderste Bevæger og Kjerne. Her paatrænger sig Forestillingen om Kjærlighedens Helt, hvis Hjerte, som Universets Middelsol, (i en høiere Betydning, end Orion) fremlyser i alle Verdners Middellinie. De gamle Græker saae i Ophiochus ligesom med en mærkelig Anelse deres lægende og frelsende Guddom (Æsculap), og naar den christelige Livsanskuelse her forener sig med Hedningens Stjernebetragtning, er det dog det samme Billede, der med dunklere og klarere Lys, med mindre og større Bevidsthed, aabenbarer sig for Menneskeaanden gjennem de forskjellige Tider. Saaledes betegner Ophiochus i Stjernesymbolet endnu hiin ophøiede Æsculap, den store himmelske Universlæge. Med den evige Retfærdigheds Vægtskaal ved sin Side træder han, uden at agte paa Cerberus-Uhyrets Hundeglam, Skorpionens dæmonisk fjendtlige Verden under Fødder, og selv vaabenløs kuer han den store Verdensslange, medens Alteret (her vel Naturtilbedelsens og den eensidige Forstands, den i Materien fængslede Phantasies og den vildfarende Følelses Afgudsalter) ligger omstyrtet under Skorpionens betvungne Sphære. Hvad Ophiochus ligesom hvisker den styrtede Himmel-Herakles i Øret, minder ikke blot om den store Hemmelighed, Odin i den nordiske Mythe hvisker sin Søn Balder i Øret paa Baalet, men bliver os i dette Billede af Verdenssymbolets Grundidee det Allivets Ord selv, som løser Tilværelsens Gaade og gjennem den luttrede Villies Organ udbreder det evige Hjerteliv gjennem alle Sphærer. Kalken (Crater) og Ihukommelsens Fugl (Ravnen1) paa Hydraens Ryg vil jeg her blot pege paa som mulige Bisymboler til den store Slangebetvingers Sphære, hvorved det Dæmoniske i Tilværelsen i dets tredie Slangerod middelbart betvinges af den samme aandelige Centralkraft, der kuer Middelslangen og gjennem det tilhviskede Befrielsens Ord bevæger Herkulsfoden mod den nordlige Drage.
Dog uden videre at udvikle denne Symbolismes Enkeltheder, ville vi her standse ved dens ophøiede Hovedfigur. Efter Ophiochus dreier sig, ifølge Billedernes Stilling, i en høiere Naturs Orden, end Legemverdnens Bevægelse om Orion, det hele Univers (fra Øst mod Vest). I hans mærkelige Stilling er hans opløftede Aasyn vendt fremad ligesom til Verdensdagenes Ende, til Fuldendelsens Aftenrøde og Forklarelsens Verdner, til Høstens Ax (Spica) i den jomfruelige Seraphs (den himmelske Astræas) Haand og til Tvillingernes Kjærlighedsrige. Kun til disse Grundtræk knytter sig den her meddeelte Anskuelse. Den fremtræder ikke med Fordring paa større objectiv Gyldighed, end den poetiske Mythefortolkers Hypothes, der i den største af alle Billedbøger helst vil see og læse den Sandhed, hvorom alle Himle synes ham at vidne.