Den her meddeelte Fremstilling af en Stjernebilled-Symbolismus vil maaskee henregnes til det Slags esoteriske Tankephantasier, der ligesaalidt heelt kunne fordre Plads i Poesiens som i Videnskabens Verden. For de Læsere, den desuagtet maatte tiltale, være det mig tilladt fra et Standpunkt, der mere nærmer sig Undersøgelsens, at ledsage Anskuelsen med en foreløbig Antydelse af dens objective Element.
Ved at betragte Stjernehimlen, selv uden fagmæssig Indvielse i Astrognosien, blot med et almindeligt Kjendskab til de besynderlige Omrids og Billeder, hvormed man fra de ældste Tider ligesom har villet fastholde i enkelte Grupper den uendelige Mangfoldighed af Universets Sole og Verdenssystemer, maa vel den Tanke nærmest paatrænge sig den combinerende Phantasie, om der dog ingen Idee-Eenhed og sammenhængende Betydning skulde være at finde i dette Billedhav. Hine store Grotesker ere dog nu eengang henstillede paa den høieste Grottehvælving i Verden, som uudslættelige Hieroglypher, hvormed Menneskeslægtens Genius gjennem de forskjellige Folkeslægter fra Chaldæernes og Phœniciernes Dage i lunefuld Ubevidsthed har phantaseret over de ophøiede Universglimt. Vel svimler Tanken ved det Chaotiske i denne Billedlabyrinth, men vil dog nødig opgive Forestillingen om en mulig Ariadnetraad.
Overalt, hvor den menneskelige Aand har efterladt sig Mindesmærker og de forgangne Tiders Phantasie har henstillet Billeder for Efterslægten, ere vi berettigede til at søge en Idee, der med større eller mindre Klarhed har stræbt at udtale sig, selv gjennem en lang Række af Generationer, og saadanne Slægt-Værker eller successive Udtryk af Menneskeslægtens Aand gjennem de forskjellige Tider ere i høieste Grad universelle. Herom vidne de Gamles billedlige Theogonier og Kosmogonier. De, der i Menneslægtens Barndomsværker kun øine Spirerne til dens Manddomsbedrifter og Fornuftalderens Aandsudvikling, studse dog ofte ved Tankeglimt i slige Mindesmærker, som røbe en tidlig ligesom Divinationens Forudskimten af hvad der først i den modnere Tænknings Tidsalder fremtraadte klart for Erkjendelsen. Man vil endog i slige Glimt have seet Lysfunker af hiin ”medfødte Videnskab”, hiin Menneskeaandens umiddelbare Viden og inderlige Forbindelse med Naturen og dens Herre, hvori den med en siden tabt Klarhed engang har afspeilet Universets og Tilværelsens Grundpiller.
Maae vi end tilstaae, at de fleste Stjernebilleder skylde en allerede fordunklet Aandens Barndom, Nomadens Hyrdeliv og Hedningfolkenes Myther, deres Oprindelse; gjennem dette Liv og disse Myther glimter der dog endnu et høiere Livs Grundtanke. Hvor jordiske Paladser og hedenske Templer smykkedes med Billeder, vare de sjelden betydningsløse. Selv hvad den Vanvittige afbildede paa Muren og Loftet i sit Fængsel var ofte underlig gjennemlysnet af Mindeglimt fra Aandens og Ideernes Verden. Skulde da kun det største af alle Phantasiens Tempelkuppel-Billeder — skulde Himmelhvælvingens Stjernebilleder aldrig være eller blive os Andet, end vilkaarlig henkastede, tilfældige og betydningsløse Tegn, der kun hvert for sig har tjent til Veimærke paa Jordklodens Oceaner og i det ydre Menneskelivs Ørkener, med lunefuld Betegnelse af en Grille, et barnagtigt Indfald, et fabelagtigt Sagn, eller senere en Videnskabsmands Compliment til sig selv, sin Videnskab eller sin Mæcen, uden at nogen Sammenhæng eller Ideeforbindelse deri var tænkelig? Dette Spørgsmaal maa den isolerede Forstand vistnok bortvise som phantastisk; men Poesien afviser det ikke; den stræber at besvare det, selv med Fare for derved at træde ud af sin egentlige Sphære.
Kun lidet tilfredsstilles den poetiske Betragter af Stjernebillederne ved den almindelige Forklaring af Dyrekredsens Oprindelse med Hensyn paa den Aarstid, hvori Chaldæernes Qvæg fik Unger, deres Sommertid, Jagttid, Regntid og Fiskeritid, skjøndt herimod Intet kan være at indvende fra den blot critiske og empiriske Forskers Standpunkt. Det interesserer os ligesaalidet ved hine Stjernebilleder at tænke paa Nilens Oversvømmelser eller paa Ægypternes Agerdyrkning og Høst; langt betydningsfuldere glimte Dyrekredsens Verdner for Skandinaven med Ideen om Gudeboligerne, hvori tillige Tidens og Menneskelivets Udviklingsgang symbolisk afspeiler sig i det oldnordiske Mythedigt Grimmersmaal1. Dog dette Symbol slutter sig ikke i Billedformen til de gamle chaldæiske og ægyptiske Billeder, der nu dog eengang staae som urokkelige Hieroglypher for Himmelbetragtningen. Uden Hensyn paa hvad der saavel ved disse som ved alle de andre Stjernebilleder kun betegner det ydre Menneskelivs lavere Forestillinger, søger det poetiske Øie den i disse Billeders Forening skjulte Totalidee, hvorigjennem Universets og Menneskeaandens indre Liv aabenbarer sig. Vende vi os til de ældste videnskabelige Stjernebetragtere, finde vi de ældste Stjernebilleder betegnede og anvendte som astronomiske Hjelpemidler; men om den største Hieroglyph-Skrifts Betydning, som et eneste, en heel Idee udtalende, Malerie paa Verdens store Tempelhvælving, derom vilde man forgjæves søge Oplysning hos Thales og Hipparch, hos Ptolomæus og Pythagoras og alle de reent videnskabelige Stjernebetragtere i Oldtiden. En ganske anden Stjernebetydning, end den, vi her attraae, finde vi hos Orientens Magier og Middelalderens Astrologer; her gaaer al Forestilling om en Totalidee tilgrunde i Fatalismens øde Hav og i en smaalig Beregning af sideriske Indflydelser; her forvandles det ophøiede Universbillede til en blind Skjæbnes Tavlbrikker, til en Lykkespils-Maskine for en enkelt Planets Individer. Spørge vi de nyere Tiders Stjernekyndige hvad de have meent med de Billeder, hvormed de have forøget det gamle Himmelmalerie, saa tale de om den Ærbødighed, de have villet vise for Videnskab, Konst og Oplysning; men paa en forbindende Idee have de ligesaalidt med Bevidsthed tænkt som deres videnskabelige Forgjængere. Hvad der eengang har faaet Plads paa dette saakaldte Tilfældighedens brogede Malerie har man imidlertid for Videnskabens Skyld været nødt til at beholde. Enhver vilkaarlig Forandring deri f. E. ved at indsætte Helgene eller historiske Helte istedetfor de phantastiske Dyrebilleder og mythiske Figurer, har man med Føie forkastet; saalænge menneskelige Øine ville følge Stjernernes Gang og menneskelige Læber benævne dem, maae de samme uforandrede Billeder vise sig og de samme Navne gjentages for alle Slægter — og deri kunde man vel ønske at see og høre Meer, end hvad de chinesiske Lærde nøies med i deres phantasieløse Linier og Punkter.
Enkelte Videnskabsmænd have dog forsøgt at udfinde et Slags historisk Betydning i Stjernebillederne, og en saadan findes der unægtelig, selv om man ikke vil fordybe sig i etymologiske Hypotheser eller i fjernt opsøgte Hentydninger til noget enkelt Phænomen i det patriarchalske eller heroiske Menneskeliv. Forsaavidt enhver Tid har characteriseret sig selv ved forgudende at opløfte Billederne af hvad den agtede Høiest og Guddommeligst til Stjernerne, forsaavidt er intet Stjernebillede uden culturhistorisk Betydning for Jordkloden, og de kunne alle indtræde i Totalbilledet af Menneskeaandens Streben gjennem Fornuft, Phantasie, Villie, Følelse og Forstand mod det samme uendelige Maal. Men hvad der saaledes jordhistorisk kunde characterisere de forskjellige Tidsaanders Yndlingsforestillinger, med sandsynligt Hensyn til de mærkelige Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, som have forandret og bestemt Jordens Skikkelse, dette maatte tillige, for at hævde sin ophøiede Plads paa Universets store Tavle, kunne forklare sig universsymbolisk til en Himmelskrift om hvad der aandelig gjælder for alle Tider og alle Verdner.
Den høiere symbolske Beskuelse af Stjernebillederne vilde dog vistnok neddrages i allegorisk Smaalighed, hvis man deri vilde opløse de store Billedgrupper i lutter enkelte Forstandsbegreber eller med systematisk Nøiagtighed betegne ethvert Billedes bestemte Bibegrebsomfang under Totalideen. Mange blot allegoriske Figurer og culturhistoriske Sindbilleder finde vi fornemmelig i de nyere Tiders Bidrag til Verdenssymbolet f. Ex. i Sextanten, det brandenborgske Scepter, Linealen, Pendul-Uhret; den chemiske Ovn, Billedhugger-Værkstedet, Malerstaffeliet, Søkompasset, Teleskopet, Mikroskopet, Luftpompen, Bogtrykkerpressen og Electriseermaskinen, hvilke dog næsten alle, uagtet deres mekaniske Form, som Emblemer paa den nyere Tids Oplysning, Konst og videnskabelige Stræben, staae paa deres Plads. Men kun de ældste verdensberømte Stjernebilleder, der skylde Chaldæer og Babylonier, Ægypter og Phœnicier deres Oprindelse og som af Græker og Araber ere supplerede og uddannede, udgjøre de reent mythiske Hovedgrupper i det store Stjernebilled-Malerie. De senere tilsatte Billeder ere deels mindre og ubetydeligere, deels udsprungne af Forstandstidens Selvbevidsthed og den empiriske Videnskabs Vurdering af sit eget Værd, uden hiin mythisk-poetiske Følelse eller hiin Anelse af en universel Verdensidee, som med ubevidst Genialitet ligger skjult i alle Mindesmærker fra Menneskeslægtens drømmerige og prophetisk-anende Barndom.
En dybsindig Videnskabsmand, der i Stjernebillederne har søgt en verdenshistorisk Betydning med Hensyn til de store indre og ydre Omvæltninger paa Jordkloden, har betragtet et af de største Stjernebilleder, Ophiochus eller Serpentarius (Slangeholderen), som et urgammelt Symbol paa den orientalske Idee om Naturens og Aandeverdenens Behersker, der falder sammen med Ideen om Verdens og Menneskeslægtens prophetisk anede og forventede Befrier, med specielt Hensyn til den store Verdensomvæltning ved den almindelige Vandflod, hvorved hiin store Naturbehersker tænktes virksom og frelsende, som standsende Verdensslangen, der her betegner Vandfloden (analog med Midgardsormen i den nordiske Mythe) og nedtrædende Skorpionen, ved hvis Hjerte (Antares) Solen skal have staaet ved hiin Naturomvæltning2. Dette ene, men vigtige, privat meddeelte Vink har, paa en forresten forskjellig Vei og uden Hensyn paa Jordnaturens ydre Omvæltninger, ledet nærværende Fremstiller paa Sporet til en cosmisk Stjernebilled-Symbolisme, der stedse med større Heelhed og Klarhed er traadt frem for Anskuelsen i al den Vilkaarlighed og Forvirring, hvormed Stjernebillederne synes henkastede blandt hverandre. Den derved grebne Combinationstraad kan naturligviis forsaavidt kaldes vilkaarlig, som den er fremsprungen ved en individuel og subjectiv Beskuelse af det eengang Givne og for alle Tider Bestaaende; dog hvis det maatte vise sig, at den saaledes grebne Symbolik ikke er søgt eller konstig indspeculeert, men tvertimod med en vis Tankens og Følelsens Nødvendighed ligesom paatrænger sig den frie poetiske Beskuer, hvis Symbolet desuden i sin Heelhed og uden allegorisk Smaalighed betegner en Idee, hvis Anskueliggjørelse ei kan være Universets Billedsal uværdig, idet den omfatter Hovedmaalet for alle Verdners Id og Stræben gjennem Endeligheden, saa synes Symbolets Universalitet og objective Virkelighed derved ogsaa — idetmindste poetisk antagelig. Et opmærksomt Blik paa Himmelgloben eller et Stjernekaart vil strax sætte Enhver, som det interesserer, ind deri. For ikke forud at neddrage Beskuelsen i Reflexionens Sphære vil den nærmere Udvikling af Symbolets Enkeltheder vel bedst finde sin Plads efter Digtet.