Antologier

Fred hviler over Land og By,

ej Verden larmer mer;

fro smiler Maanen til sin Sky,

til Stjærne Stjærne ser.

Og Søen blank og rolig staar

med Himlen i sin Favn;

paa Dammen fjærne Vogter gaar

og lover Herrens Navn.

Det er saa fredeligt, saa tyst

i Himmel og paa Jord;

vær ogsaa stille i mit Bryst,

du Flygtning, som der bor!

Slut Fred, o Hjærte, med hver Sjæl

som her dig ej forstaar!

se, over By og Dal i Kvæld

nu Fredens Engel gaar.

Som du han er en fremmed her,

til Himlen staar hans Hu;

dog i det stille Stjærneskjær

han dvæler her som du.

O, lær af ham din Aftensang:

Fred med hver Sjæl paa Jord!

Til samme Himmel gaar vor Gang,

adskilles end vort Spor.

Fred med hvert Hjærte fjærn og nær,

som uden Ro mon slaa!

Fred med de faa, som mig har kjær,

og dem, jeg aldrig saa’.