95. Ved Solnedgang
Mel. af Weyse.
Mel. af Weyse.
Der staar et Slot i Vesterled,
tækket med gyldne Skjolde;
did gaar hver Aften Solen ned
bag Rosenskyernes Volde.
Det Slot blev ej med Hænder gjort:
mageløst staar det smykket;
fra Jord til Himmel naa’r dets Port;
Vorherre selv det har bygget.
Fra tusend’ Taarne funkler Guld;
Porten skinner som Ravet;
med Straalestøtter underfuld
sig Borgen spejler i Havet.
Guds Sol gaar i sit Guldslot ind,
skinner i Purpurklæder.
I Rosensky paa Borgens Tind
staar Lysets Banner med Hæder.
Solenglen svinger Lysets Flag,
vandrer til fjærne Lande;
ham følger Liv og Lys og Dag
bag Nattens brusende Vande.
Lig Solen farer Livet hen,
gaar til Forklaringskysten;
med Glans opdukker Sol igjen
fra Paradiset i Østen.