74. Holger Danskes Sang om Livet
Mel. af J. Jørgensen.
Mel. af J. Jørgensen.
Jeg saa’ kun tilbage. Mig Livets Lyst bortklang,
da toned’ mig i Sjælen saa trøstelig en Sang:
Se frem, men ej tilbage! — Hvad Hjærtet attraar,
maaske dog engang under Solen du naa’r.
Lad Bølger bortrulle, lad Løvet flagre hen!
rask bruser dog Strømmen, frisk Skoven staar igjen.
Lad Solen formørkes og Maanen tage af!
dog Sol og Maane stiger fuldkarsk over Hav.
Lad rulle det svundne i Tidernes Elv!
det Liv, der ej bortfarer, er Sjælen dog selv.
Har Sjælens Liv ej Ende, saa er der ingen Død,
og vi er dog saagodtsom i Paradiset født.
Der springer en Kilde ved Livstræets Rod,
i Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod,
og Havet ej ældes, og Jordens grønne Ø
hver Sommer staar forynget i livsgrønne Sø.
En Draabe kun af Kilden, hvor først den udsprang!
en Blomst kun af Grenen, hvor Livets Æbler hang!
og Haaret aldrig graaner, og Sindet bli’er ej tungt;
men Hjærtet gløder evig lyksaligt og ungt.
Hvor Livskilden springer, didhen staar min Hu.
Hvor Livstræet blomstred’, der blomstrer det endnu.
Se frem, men ej tilbage! — Hvad Sjælen attraar,
maaske dog engang under Solen du naa’r.
Men naa’r under Solen ej Sjælen, hvad den vil —
saa er der andre Sole og andre Stjærner til.
Og slukkes alle Sole og Stjærner engang —
dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.