I Edens Have der blev jeg fød,
I Livsens Træ var min Rede,
Mine Fjer vare gyldne som Morgenrød,
Mit Navn var den evige Glæde.
Jeg leved’ der i lyksalig Fred,
Mine Sange gjenløde saa vide,
Min Mage kaldtes Uskyldighed,
Hans Duun vare liliehvide.
Og Børn vi havde i Tusindetal;
Ud i Verden vi sendte dem Alle;
De flagre endnu over Bjerg og Dal, —
Spøg, Munterhed, Smiil de sig kalde.
Men Mennesket dræbte min Mage hvid,
Og jeg maatte flye af min Rede,
Og rastløs jeg sværmer, nu hid nu did,
Og kaldes den stakkede Glæde.
Og Guldet er faldet af mine Fjer,
Og let er min Vinge nu vorden;
Men Mennesket haver jeg dog saa kjær
Og vil ikke flygte fra Jorden.
Dog blandet er nu min Harmoni
Med enkelte fremmede Toner;
Og aldrig jeg dvæler, men flyver forbi,
Fra Morgenens til Aftenens Sone.
Tit Ynglingen rækker sin Haand efter mig,
Men kan dog ej holde mig fangen:
Idag jeg sjunger saa blidelig,
Imorgen er jeg bortgangen.
Tit fanger han dog mine Unger smaa,
Dem kan jeg ej alle medtage;
Og dem kan Mennesket høre paa,
Indtil jeg kommer tilbage.