Mooset voxer paa Stenen endnu,
Og Bækken ruller fra Fjeld;
Her stod Friherren af Rothenlu
Engang saa eene ved Qvel.
I Stenen risted han Rutlys Navn,
I Bækken faldt Dugperler smaa;
Fra Klippen varsled den hæse Ravn,
Mod Grindenwald Ridderen saae.
„Og kommer skjøn Rütly igjen i Qvel,
Jnat hun vorder min Viv,
Skal saa jeg sige al Verden Farvel
Og skal det saa koste mit Liv.
For Gods og Guld har jeg ingen Sorg,
Fri gaaer jeg af Landet ud.
Lad Broderen eie min Klippeborg,
Jeg eier den skjønne Brud.“
„Ret aldrig her du favner min Brud,
I denne Stund hun er død:”
Den Broder triner af Busken ud
Med Daggerten blank og rød.
„ I Helved venter dig Bruden nu,
Saa nødig hun dig forlod“ —
Den unge Herre af Rothenlu
Laae bleg paa Stenen i Blod.
Den Morder haver ei Fred paa Jord,
Under Tag han ei Aande drog,
Paa Sjælen brænder det Brodermord
Og Bannets Straale ham slog.
De stolte Herrer af Rothenlu
Ei meer her gange ved Qvel;
Paa Stenen stander det Navn endnu
* * *
Fra Interlachen gaae vi til Unterseen ned;
Paa Thunerseen glide vi saa stille hen i Fred.
Beatushulen see vi; men der ei sidder meer
Ved Korset fromme Helgen og over Søen seer;
Beatus er henfaret, og vi henfare med —
Paa Stien snart udflettes den Alpevandres Fjed:
De Reisende henrulle i Støvet som en Skye,
Tilbage stirrer Blikket; men Synerne bortflye.
I Bern vi atter skue det travle Kjøbstadsliv;
Ved Murthen vente Heltene paa Dommedagens Bliv!
De under Valen slumre mens over dem henflyer
Det muntre Liv med Fuglene i Aftenrødens Skyer.
Adskilt er Caravanen, ei huier Felix meer
Ved stærke Peters Side, og efter Møen seer;
Med Føreren de ginge saa taus i Dalen ned,
Saae efter os tilbage og vinkede og græd;
Saa langt vi vandred sammen, de nødig os forlod.
Den Skriver over Gothard længst satte Stav og Fod.
De lystige Germaner i Karmen sig har sat.
Til Afsked synger Feuerlein og svinger end sin Hat: