Ved Rösloch sig hvælver den Hule saa stor;
Forinden den giftige Drage boer.
I flammende Svalg, paa blodige Tand
Den spidded saa tit baade Qvinde og Mand.
Som Fjeldblus luer dens Blik hver Nat,
I Bjerget den vogter en kostelig Skat.
Hvo fælder, hvo fælder den Drage saa stor?
Hvo magter at hæve den Skat fra Jord?
Uhyret kan fluge den dygtigste Mand;
Men Skatten kan frelse det ganske Land.
Saa mangen stolt Ridder med lysteligt Mod
Har farvet den Hule alt med sit Blod.
Men Dragen sig strækker saa tryg saa fast.
Hvor Ridderens Pantser og Brystbeen brast.
Endnu sig opreiser en Kæmpe stærk.
Ham lyster at øve det Manddomsværk.
Hans Lokker er hvide som Grimselens Snee;
Men Ingen skal det paa hans Gjerning see.
I Staalet stander han stor og stærk,
Som Gletscheren glindser hans Pantsersærk.
Tolv Sønner sad hos den Riddersmand,
De Elleve blødte paa Dragens Tand.
Hver var sig en Ridder, saa stærk, saa bold.
Den Tolvte leger paa Gulv med Skjold.
Og Gubben sig reiser fra Granebord:
Gaaer Helvedslangen igjen paa Jord?
Dog har han den halve Verden nu flugt,
Med gamle Winkelried faaer han ei Bugt.
Den liden Dreng hører sin Faders Ord:
Lad ligge den Drage, til jeg blier stor!
Saa skal jeg nok knuge ham Bugen saa.
At alle de Brødre han slippe os maa.
Den Gamle smiler i vildene Harm,
Og trykker Sønnen til Kæmpebarm:
De Brødre seer du ret aldrig meer,
Og Helved haver end Drager fleer.
Naar du engang bliver stærk og stor.
Du kæmpe skal med de største paa Jord.
Ved Rosloch dundrer Gangerens Hov,
Det gungrer i Fjeld, det gungrer i Skov.
I Hulen sig reiser Dragen til Strid;
Derude staaer gamle Hr. Winkelried.
Saa har nu du iisgraa Kæmpe ei Ro,
Vil i Dragebug hos de Sønner boe?
Vil Skatten hæve, som Ingen saae,
Som i Hundred Aar under Fjeldet laae?
Den Gamle svarer med breden Sværd;
I Hulen begynder en drabelig Færd.
I Meelbach ruller det Drageblod;
Sort ryger i Flammen den giftige Flod.
Gak Kæmpe og gjør mig ei længer Meen,
Saa giver jeg dig dine Sønners Been.
Og lader du nu mig bløde i Fred,
Jeg giver dig Skatten fra Bjerget med.
Uhyret mæler det sidste Ord;
I flammende Giftsvalg Sværdet nedfoer.
I Afgrunden vælter sig Dragen brat,
Og Kæmpen hæver den gamle Skat.
Det er ei Sølv og det er ei Guld,
En Jernlandse er det, saa underfuld.
Med Landsen ganger den Kæmpe stærk;
Fuldendt saa har han det Manddomsværk.
Og lovet være den Riddersmand!
Nu har han befriet det ganske Land.
Hvor Landsen slynges med frie Haand,
Der knuses Lænke, der brister Baand.
I Arv den ganger fra Søn til Søn,
Og tit den runger i Ledingsdrøn.
Den runget har gjennem fjerne Tid,
Ved Sempach svang den en Winkelried.
Og der han favned i blodig Dyst
De hundred Spyd i sit Heltebryst —
I Broderhaanden end Landsen klang,
Og Friheden over hans Liig sig svang.
— I Kampen styrter den første Mand;
Men Landsen frelser det Sweizerland.
Ret aldrig den brister og synker i Jord,
Mens Kraft og Frihed paa Klippen boer.
Fra Dragehulen gaae vi mod Stanz og Ruock frem —
Træhuset hist med Svalen var Winkelrieders Hjem.
Kapellet her i Skoven afbilder barnlig from
Marias liden Bolig, som til Loretto kom:
„Did Himlens Engle bar den, her bygged stille Tro
Den underfulde Bolig, hvor Skovens Fugle boe,“
Den Pillegrim indtræder i liden Hytte glad,
Og tænker sig hvorlunde den Himmeldronning sad:
„Der vugged hun paa Skjødet i Stuen, smal og lav,
Den Herre, som os Alle en større Bolig gav —
Her knælende Johannes Velsignelsen modtog,
I Krogen gamle Joseph hist udlagde Herrens Bog“ —
De Reisefæller smile: Hvo kan det Sagn vel troe?
Jeg dvæler end en liden Stund, og hører det dog fro.
Paa Viervaldstadtersøen vi tumles om igjen.
Til Gersaus liden Republik nu glider Baaden hen;
Vi see de tvende Næser i Klippen, høi og stor.
Derfra Bjergtroldens Fnysen i Storme tit udfoer.
Paa Stien hist til Brunnen staaer under Fjeldetind
Det sorte Kors og vækker til Alvor lette Sind;
Om Korset ganger Sagnet heelt sælsomt over Land,
Til fjerne Kyst det toner fra vilde Klippestrand.