Paa Alperne vore de Roser røde,
Og dem har liden Babli kjær;
Men om jeg og for de Roser døde,
Liden Babli — kom dog ei Hyrden nær.
Hver Løverdag Aften, naar Klokken ringer,
Jeg til Bablis Kammer de Roser bringer.
Til Alpeblomsten saa sødt hun smiler;
Men seer ei Hyrden, som taus bortiler.
Paa Alperne vore de Roser røde,
Og dem har liden Babli kjær.
Paa Alperne vore de Roser hvide,
Og dem har eensom Hyrde kjær,
Naar liden Babli mig ei kan lide,
Dog de hvide Roser er Hjertet nær.
Hver Søndag Morgen, naar Klokken ringer,
Jeg til Herrens Moder de Roser bringer;
Til Alpeblomsten saa fromt hun smiler,
Og let om Hjertet til Fjelde jeg iler.
Paa Alperne vore de Roser hvide,
Og dem har eensom Hyrde kjær.
Med Tyrolerklang,
Toner Alpesang —
Sjunger fremmed Hyrde histoppe?
Er det Flygtnings Røst,
Som fra sorgfuldt Bryst
Toner eensomt paa Bjergetoppe?
Jeg Hyrden ei seer.
Han ei klager meer;
Men giv Agt, giv Agt!
Nu er Sangen vakt,
Klinger nær, klinger fjern over Dalen:
Det er „Kuhreihnsklang“;
Mellem Vexelsang
Toner Hornet fra Klippesalen.