Stolt gaaer Veien mod Skye, i Schwartzwald svimler mit Øie,
Høit paa Knibis jeg staaer og seer en Verdens Ruin:
Steg fra Afgrunden her engang Titanernes Gjenfærd,
Hævnende dybe Fald fra Himmelstormen — paa Jord?
Slynged de Fjeld mod Fjeld og knuste Jordklodens Knokler?
Raved’ Bjergene alt, og aabned Chaos paany
Over Jorden sit Svælg, men standsede brat og forstened
Ødelæggelsens Værk ved Tordenbudet fra Skye?
— Over chaotisk Dyb paa Granestammer hensvimler
Studsende Vandrer her, og Rædslen hæver hans Sjæl.
Mod den store Natur er Konstens Kæmpeværk smaaligt,
Strasborgs Mynster jeg seer, og spørger vantro derom;
Gjennemsigtige Taarn i fjerne Stad jeg ei kjender,
Spinkel Pindeværksleeg mig tykkes mægtige Dom.