Travle, hamrende Bye, til dig har Rhinen os vugget;
Floddiligensen er flink, den ruller videre alt.
Cølnerdomen skal da ei stolt vort Hoved omhvælve!
Aldrig kom vi saa langt, dog Sjælen længer hensaae.
Rask gaaer rullende Strøm, kan ei vi fra den løsrives,
Snart i fraadende Hav den styrter tumlende Gjæst.
Herlig bar den os hid, den gjerne med sig os løfted;
Stærkere ruller dog nu dit Kæmpehjul, flygtende Tid!
Ei med standsende Haand i susende Ring vi kan gribe;
Fort da, Staven i Haand, rul hen, du flygtende Strøm!
— Har i virksomme Bye erhvervende Konstflid vi skuet,
Her hvor ei Kirke og Tro adskiller flittige Folk,
Hvor med borgerlig Konst man Helligt og Søgent forener,
Naar i Fordragelighed kun Handel og Vandel kan gaae —
Har vi noksom det seet, skal ei paa Veien os standse
Snuustobaksdaaserne hist, med hellig Nadver bemalt;
Ei mig opbygger slig Konst, ei Fabrikanternes Fromhed
Magter at røre mig her, var end den eenfoldig som sand.
Ringe end Klokkerne hist paa Væggen i konstige Landskab,
Bedre de ringe dog nu ved Rhinens herlige Bred;
Travle Kjøbstad, farvel, farvel spidsborgerlig Neuwied!
Vel, at Verden end ei er blevet en ordentlig Stad!