Det var en lystelig Fart, man let kan her tillands seile,
Er det endog til Vands, for Snekken Heste man har;
Lægger man Vind dertil og Strøm, det tredobbelt glider;
Saa at kjøre til Skibs man ei i Norden har lært.
Muntert Selskabet var, lidt blandet vel — som paa Reiser —
Hist sad dannede Kreds med Schillers Theater i Haand.
Her blandt brægende Faar de Bønder lystig sig leired,
Hist i fortrolig Krog for Ternen Jægeren sang,
Her Marketenterens Bod, og der Lotteriet med Jøden,
Harpe og Hakkebræt fro henlokked de Skjønne til Dands;
Lystige Herrer sig der paa Hælen dreied og fløited,
Stadig Borgermand taus bevogted den Datter saa blye.
Mangen Historie alt begyndte skjult at udvikles:
Hist alt lønlige Smiil de flygtige Blikke forstod —
Pludselig løser sig op den Stat, som nylig var stiftet,
Og fra standsede Skib bortgaaer Enhver med sin Byldt.
Gamle ærværdige Mainz, iaften du os da huser.
Stort det staaer i sit Fald, og sælsomt er det at vandre,
Her hvor Ørnen sig svang og Verdenskamperne stod.
Domkirken see vi endnu før gamle Stad vi forlade;
Frauenlobs Gravsteen der os nævner lykkelig Skjald:
Skjønheden priste han tro og æred den herlige Qvinde,
Derfor de Skjønne ham bar til Graven med venlige Haand,
Ærlige Heinrich, ei du forgjæves leved og digted,
Toner endog din Sang ei meer gjennem Verden som for,
Slaae end de Hjerter ei meer, og tindre ei mere de Øine,
Blusser ei meer den Kind, som skjønt dig opflammed til Qvad;
Stenen gjemmer dog tro det Navn, de Skjønne dig skjænked,
Viser paa Kisten endnu den Krands, dig Hjerterne gav.
Seirherrer stod ved din Grav, dit Liv dig Fyrster misundte,
Hvo maa gjerne ei døe, for saa at lægges i Muld!
Hil dig, kjærlige Skjald, fra Muldet har du dig svunget,
Sjunger blandt Englene nu, som her du alt om dem har drømt:
Hvad dig var Skjønnest paa Jord og Helligst glad du lovpriste,
Derfor du salig vist nu den evige Skjønhed kan see.
— Trofast Sveitzer har ondt ved bort fra den Grav os at drage,
Fyrster her hvile dog med, og Meget er her end at see:
Underet høre vi nu om Franskens tusinde Øxer,
Dem i een eneste Nat i Templet Dødsenglen slog.
Vievandskarret jo hist den svenske Rytter har haanet,
Vandende Hesten deri; til evigt Minde det nu
Staaer forbandet og tørt, og aldrig meer det nu væder
Pigens uskyldige Barm med fromt Velsignelses-Tegn.
Gaae fra Kirken vi ud, og har Galleriet vi skuet.
End jeg søger dit Huus, du sært mærkværdige Faust,
Tryg den Borger der boer; din Aand ved Nat ham ei skræmmer;
Nu man Sagnet udleer om Pagten med Afgrundens Drot.
Boede han ogsaa her selv, men bar kun nymodens Klæder,
Listed som Hund eller Kat Fordærveren ud sig og ind.
Sad Mephistopheles selv til Bords her ogsaa iaftes,
Neppe kjendtes han dog; men gjaldt maaskee for en Ven.
Oplyst Verden nu er: ei Djævlen længer man frygter,
Øiet skimter ham ei, om end paa Næsen han sad.