Til Paladset Folket strømmer
Hist, hvor Spaniens Dronning boer.
— Hendes Throne er omstyrtet;
Kun de Faa, som Hjertet hylded,
Mens for Septret Hoben knæled,
Ære hende her endnu. —
Hvor Christina fordum glemte
Kronens Glands og Verdens Høihed,
Har en Dronning atter fundet
Freden ved St. Peters Stol.
Ei forarger mere Verden
Blikket, som til Fyrsten lued
Hemmeligt i Elskovsglød.
Nys hun ved hans Leie vaaged,
Der de sorte Lokker graaned,
Taaren brændte blege Kinder,
Han opstod; men hun hensank.
Under Sang kom til Paladset
Sorte Tog med Sacramentet;
Dronningen laae taus i Hallen —
Døden stod ved Hovedgjærdet,
Elskeren ved Foden græd.
Korset blinked, see da flyede
Billedet af Verdenslysten;
Sjælen i sin Flugt ei synded,
Gik forsonet til sin Gud.
— Til Paladset Folket strømmer;
Salene er sortbeklædte, —
Og hvor Dronningen paa Bolstret
Høit nu ligger, hvid og stille.
Dag og Nat de Kjærter brænde,
Dag og Nat for den, som sover,
Præster stille Messer læse
Ved de sorte Altre tolv.
Folket beder med, og knæler.
Fremmede gaae ud og ind.
Men hver Morgen Tjenerinden
Sig for blege Dronning bøier,
Spørger: om hun ei vil smykkes,
Om hun ei med Diademet
Vandre vil i Fyrstehal.
Og hver Middag Karmen ruller,
Som sædvanlig, for Paladset;
Gamle Marsk sin Dronning spørger:
Om hun ei, for Taffelstunden,
Som sædvanlig, vil udfare;
Og ved Taffelet man venter:
Dronningstolen end staaer ledig,
Marsken spørger, som sædvanlig,
Skjuler Taaren, naar hun tier.
Svarer, at hun slumrer end.
— Sidste Dag nu her hun slumrer;
Marsken staaer i Sorgeklæder,
Sorgen han ei meer fordølger,
Siger ud de tunge Ord:
Aldrig mere hun skal smykkes,
Aldrig meer med Diademet
Vandrer hun i Fyrstehal;
Aldrig meer for Taffelstunden
Skal i Karmen hun lystfare.
Aldrig meer hun blandt os sidder
I den gyldne Dronningstol.
— Men til Kirken skal hun fare.
Taus i Natten paa Altanen,
Seer jeg Fakler fjernt sig røre;
Langsomt over Høien stiger,
Som fra Graven imod Himlen,
Toget, som et Drømmesyn.
Stille efter Ridderskaren
Dronningen paa Karmen kommer;
Hvid, med sorte Slør om Kinden,
Frem i Fakkellys hun svæver,
Kirkens Tjenere ved Issen,
Og ved Foden, som en Engel
Knæler liden Chordreng stille,
Fromt med Korset i sin Haand.
Sort er Karm, og sort er Ganger —
Underlig i Natten svinder
Toget, som til Kirken drog.
Og i Kirken Sjælemessen
Gjennem sorte Hvælving toner.
Med sin Hellebard Drabanten
Staaer ved høi Paradebaare;
Store Candelabrer brænde —
Dronningen med Kronen ligger,
— Septret har de lagt ved Siden,
Korset holder hun i Haand,
Atter store Tog sig rører:
Gjennem Romas Gader vandre
Broderskaberne formummet;
Sjungende, med tændte Kjærter,
Til St. Peter Toget gaaer.
Uden Slør, paa aabne Baare
Dronningen med Kronen bæres
Hist til Gravcapellets Ro.
Munke bede, Folket knæler.
Alle Romas Klokker ringe;
Efter følger tomme Karm.
End hun rører sig dernede —
Fra Altanen jeg nedstirrer,
Synes, hun maa Øiet aabne,
Synes alt, hun paa mig seer.
— Cardinalen paa sin Ganger,
Fyrsterne i Sorgeklæder,
Krigerne med Flor om Kaarden,
Bøssepiben nedad vendt —
Florbehængte Sørgetrommer,
Dumpe vemodqvalte Toner —
Sælsomt hvad jeg seer og hører
Svæver som en Drøm forbi.
Som en Drøm om faldne Troner,
Om forgangne Herligheder,
Livets Pragt og Verdens Glimmer
Jeg i store Liigtog seer.
Men hvor Sorgetoget svinder,
Runger dybt fra Kirkeklokken
Evighedens Kæmpestemme:
Hvad der døer, skal evig leve,
Hvad begraves, skal opstaae.